SKANDERBORG HÅNDBOLD FORLÆNGER MED FYSIOTERAPEUT OG FYSISK TRÆNER💚
- Webredaktør
- 29. maj
- 2 min læsning
Aftalen skal videreudvikle klubbens elite-set up omkring ligakvinderne og styrke sammenhængen mellem akademi og liga.
Fysioterapeut og fysisk træner, Morten Kirk Olesen, som i år runder sin 8. sæson som fysioterapeut og sin 5. sæson som fysisk træner for Skanderborgs kvindeligahold, får også ansvaret for ligaspillernes sundhed og fysiske form i de kommende 2 år.
Morten Kirk fortsætter samtidigt som fysisk træner for U17- og U19-pigerne, og har dermed en meget vigtig rolle i at skabe den røde tråd op til seniorhåndbolden, som er helt afgørende for, at klubbens ungdomsspillere kan være klar til den store overgang fra ungdom til senior.
Dette samarbejde er blevet stadigt stærkere over årene, hvor flere af klubbens SHEA-spillere har kunnet gå direkte ind på liga-holdet, og det er derfor en tilfreds bestyrelse, der kan melde aftalen ud i dag:
”Morten har i efterhånden mange år været en vigtig del af Skanderborg Håndbolds set up omkring ligakvinderne, hvor han har haft det overordnede ansvar for spillernes ve og vel i form af fysioterapi og deres fysiske træning. Morten har været et sikkert anker omkring staben og han har været en vigtig brik i at løfte vores mange håndboldtalenter, så de bliver flyvefærdige liga-spillere.”

Foto: Morten Kirk Olesen
Morten Kirk siger om aftalen:
”Jeg har igennem mine år som ansvarshavende for Skanderborg Håndbolds piger haft fornøjelsen af at arbejde med nogle vildt engagerede mennesker, store håndboldtalenter og ledere, som alle vil flytte sig fremad. Jeg finder det ekstremt motiverende at bidrage til god træningskultur, professionalisme og udvikling for vores håbefulde talenter, og jeg er stolt over, at vi har fået pigerne etableret blandt de bedste hold i landet, på trods af en spinkel økonomi. Det har krævet hårdt arbejde, gå på mod og ydmyghed fra pigerne og alle omkring holdet.”
Klub-menneske og klinik-ejer
Morten er i forvejen et kendt ansigt i Skanderborg Håndbolds grønne familie. Han spillede i 9 år på klubbens bedste herrehold og er i dag aktiv både i den absolutte ungdom, nemlig omkring sine egne børn på trilletrolle og U7-pigerne, på klubbens talentakademi SHEA og på kvindeliga-holdet.
Udover Mortens engagement i Skanderborg Håndbold er han 1 af nu 3 ejere af klinikken Profysionel, som Morten dannede for 6 år siden. Sidste år fusionerede han Profysionel med Stadion Fysioterapi, så ejerkredsen nu består af Morten og nogle andre kendte ansigter i Skanderborg; nemlig Thomas Lund og Hans Henrik Gaden, som også er tidligere fysser for SHEA og Skanderborg Håndbold.
Dette 3-kløver driver nu, sammen med deres øvrige 8 tilknyttede, klinikken i Århus/Åbyhøj, og har også netop etableret en søsterklinik i Skanderborg, som skal tilbyde Skanderborgs aktive mennesker et stærkt tilbud til kvalificeret fysioterapi og behandling i nærområdet.
Alle i og omkring klubben ønsker Morten Kirk og ligadamerne tillykke med det fortsatte samarbejde. 💚🔥
Comentários