top of page

EN STÆRK SUNDHEDSSTAB SKAL HOLDE LIGAKVINDERNE FIT FOR FIGHT

Fysioterapeut Morten Kirk Olesen og idræts-kiropraktor Anne-Marie Madsen udgør også i den kommende sæson sundhedsstaben omkring Skanderborg Håndbolds ligakvinder


Og netop en sundhedssektor med høj faglighed og stor erfaring med eliteidræt er helt afgørende for, at Skanderborg Håndbold fortsat kan være konkurrencedygtig i ligaen og på talentudvikling:


Det er enormt glædeligt, at vi igen til den kommende sæson har Morten og Anne-Marie med ombord på holdet. De sikrer et meget højt niveau på det set up, som pigerne bliver mødt med, og det passer rigtig godt ind i det stærke udviklingsmiljø, som vi hver dag arbejder hårdt på at levere”, fortæller cheftræner Jeppe Vestergaard.


Morten Kirk Olesen har det overordnede ansvar som fysioterapeut og som fysisk træner. Og med over 100 ligakampe for Skanderborg Håndbold har han selv kæmpe erfaring fra professionel håndbold – en viden, som kommer både ligakvinderne og klubbens talentfulde SHEA-spillere til gavn:

Morten Kirk Olesen (Foto: Stougaard Fotografi)


At Morten er tilknyttet som fysisk træner på både ligaholdet og på SHEA skaber en vigtig rød tråd i vores talent-udviklingsarbejde, og er med til at facilitere overgangen til ligaen for vores unge spillere på SHEA. Derudover er Mortens klinik, Profysionel, i Aarhus et rigtig vigtigt sted for os, hvor vi lægger meget af vores fysiske træning”, fortæller Jeppe Vestergaard.


Anne-Marie Madsen er kiropraktor med speciale i idrætsskader, og er udover arbejdet med Skanderborgs Ligakvinder også tilknyttet TeamGym Aarhus, samt landsholdene i TeamGym.


Hun arbejder til dagligt i Profysionel i Århus og Fit & Sund i Skanderborg, hvor hun dog også ser mange patienter udenfor sportens verden med bl.a. ryg/nakkesmerter, discusprolaps, hovedpine, akutte skader osv.

Anne-Marie Madsen (Foto: Stougaard Fotografi)


Om sin motivation for at arbejde netop med ligakvinderne, fortæller Anne-Marie:


Jeg arbejder med Skanderborgs Ligakvinder, fordi det er en trup med masser af talent, vilje og god energi. De arbejder benhårdt hver eneste dag for at præstere bedst muligt.

Og så er det et håndboldfællesskab, der bygger ovenpå klubbens børne- og ungdomsafdeling, hvilket minder meget om min egen baggrund i gymnastikkens verden”.


At Anne-Marie er blevet en fast del af sundhedsstaben, glæder cheftræneren:


Anne-Marie som kiropraktor har med sin store erfaring og faglighed en vigtig andel i at holde spillerne inde på banen og klar til at spille. Og så supplerer Anne-Marie og Morten bare hinanden helt perfekt. Så vi glæder os rigtigt meget til at fortsætte samarbejdet med Morten og Anne-Marie i den kommende sæson”. 💚💚💚




Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page