JUBELSÆSON OG HISTORISK TILBAGEBLIK

Skanderborg Håndbolds 40-års jubilæumsreception i sidste uge var både en markering af historien fra 1982, da Vrold Idrætsforening og håndboldafdelingen i Skanderborg Boldklub blev lagt sammen under navnet Vrold-Skanderborg Håndbold – og samtidig en sæson, som ikke er set bedre i klubbens historie.


Jeg – som den kun 3. formand i klubbens historie – kunne i min velkomsttale til de knap 100 deltagere ved receptionen mindes mange af de ting, der er sket, og mange af de personer, som har været med. Mange af ansigterne er også fortsat med i klubbens arbejde i Jyllands p.t. største håndboldklub med over 600 medlemmer.


Billede: Foreningens formænd gennem 40 år.

Fra venstre: Erik Lütken Pedersen (1982-86) , Ole Martin Kristensen (1986-87) og Jens Christensen (1987 og fortsat)


Receptionens rammer var naturligvis klubhuset på Almuevej 1, hvor det hele startede – og gæsterne kunne bl.a. se tegningen af en hal, som fremsynede Vrold-folk havde på tegnebrættet i 1978 – altså før sammenlægningen, men efter at Morten Børup Hallen var indendørs træningssted for de 2 oprindelige klubber.


Dokumentet, som blev lavet i forbindelse med sammenlægningen, var også fundet frem – ligesom forskellige scrapbøger og gamle håndbolde med (læsbare) autografer fra de spillere, som var på klubbens bedste dame- og herrehold i stiftelsesåret.


Billede: Aase Jensen med det legendariske halstørklæde fra 1982


Klubben modtog mange hilsener på dagen og der blev også oprettet en jubilæumsfond.


Levedygtigheden i sammenlægningen er helt tydelig med det store antal medlemmer, og ikke mindst den håndboldhistorie, som netop skrives i år.


Ligakvinderne sikrede sig via en 11. plads i grundspillet plads i ligaen til næste sæson, så det nu er i alt 6 sæsoner, man har spillet i ligaen.


Ligaherrerne, som nu spiller i regi af Skanderborg-Aarhus Håndbold, er i slutspillet via en 4. plads i grundspillet, og har været i ligaen uafbrudt siden sæson 2011/12.


Klubbens 4 SHEA hold har alle været til DM Final4 i denne weekend, og hvor det blev til ”alle” placeringer: U17 pigerne blev suveræne mestre, mens U19 pigerne måtte nøjes med sølv efter et 1-måls nederlag i finalen. U19 drengene tabte med én i semifinalen, og revancherede sig med sejr over de evige rivaler fra GOG i bronzekampen. U17 drengene tabte klart i semifinalen – og med et sølle mål i bronzekampen.


Klubbens U 11 drenge har vundet guld ved det uofficielle DM, hvor U11 pigerne fik sølv.

U13 piger og drenge har også vundet deres rækker, og det samme har klubbens U 15 piger og drenge – og begge aldersgrupper spiller med om JM eller DM.


Så ungdommen viser helt klart vejen for den håndboldhistorie der blev startet i 1982.


Billede: God stemning i Klubhuset


Billede: Ridderne af det runde bord


Der skal lyde en stor tak til klubbens medlemmer, samt de mange, der mødte frem til Jubilæumsreceptionen tirsdag den 26.4. 2022



Med venlig hilsen

Jens Christensen, Formand








Seneste blogindlæg

Se alle