top of page

SKANDERBORG HÅNDBOLD STARTER NYT OG ANDERLEDES ERHVERVS-NETVÆRK

Skanderborg Håndbolds Ligakvinder skal for alvor til at stå på egne ben hvad angår økonomi og sponsorarbejde efter at klubbens herrer sidste år blev sammenlagt med Århus Håndbold. Derfor lancerer klubben nu et nyt og anderledes erhvervsnetværk, der skal tiltrække nye partnere.


@Skanderborgs Ligakvinder i kamp i Bambusa Kvindeligaen 2022


Klubbens herreligahold har de sidste mange år har været primus motor i forhold til at tiltrække sponsorer og skabe den nødvendige økonomi i klubben til at kunne have både et herre- og et kvindehold i håndbold-ligaerne.


Men efter dannelsen af Skanderborg Aarhus Håndbold sidste år, hvor mange sponsorer fulgte med over i det nye selskab, er det nu en opgave, som Skanderborg Håndbold selv skal til at løfte 100 %.


Førende på talentudvikling

Skanderborg Håndbold har i en årrække været anerkendt som førende i Danmark, når det kommer til talentudvikling på kvindesiden, hvilket kan tilskrives navne som blandt andre Kristina Jørgensen, Anna Christensen og Laura Damgaard, som alle har grundlagt deres flotte karrierer gennem talentudviklingen i Skanderborg Håndbold.


For at fastholde og udbygge den position ved egen kraft, er det ifølge klubben helt afgørende, at man får fortalt denne fantastiske succeshistorie, og derigennem skabt interesse, opbakning og nye relationer til lokale folk og virksomheder, som vil være en del af den vision.


-“Det er helt afgørende for talentudviklingen i Skanderborg Håndbold, at der er et kvinde-ligahold for de unge spillere at se op imod, og at vi fortsat kan tilbyde et unikt træningsmiljø og et tæt og integreret samarbejde mellem ligaholdet og SHEA. Derfor skal vi fremadrettet have skabt en lidt større selvstændig økonomi, der gør, at vi både kan tiltrække dygtige og rutinerede spillere udefra, samt tilbyde vore egne unge talenter de bedste rammer og vilkår for deres udvikling i klubben”, lyder det fra Skanderborg Håndbolds eliteudvalg.

Et anderledes erhvervsnetværk skal tiltrække nye partnere

Et af de nye tiltag i Skanderborg Håndbold, som skal være med til at tiltrække interesserede virksomheder og potentielle sponsorer til klubben, er oprettelsen af et nyt erhvervs-netværk, som skal skille sig ud fra mængden af traditionelle erhvervsnetværk.


I modsætning til det basis-koncept, som kendes fra mange traditionelle erhvervsnetværk, fokuseres der nemlig i Skanderborg Håndbolds nye netværk på at skabe relationer mellem deltagerne gennem fælles oplevelser og lidt mere uformelle rammer for samvær og networking:


- “Vi tror på, at fælles oplevelser i mere uformelle rammer er nøglen til at danne stærke relationer og dermed også styrke deltagernes forretning. Og derfor er der lagt særlig vægt på at give deltagerne en række sportslige, kulturelle, forretningsmæssige og kulinariske oplevelser sammen. Eksempelvis har vi inkluderet en helt unik tur for netværket til Ruth’s Hotel i Skagen med overnatning, som byder på både kulinariske og kulturelle oplevelser, samt et eksklusivt foredrag med hotellets direktør omkring blandt andet ledelse og forretningsudvikling." - lyder det fra netværks-facilitator og en af idéfolkene bag konceptet, Michael Blohm.

Et netværk med plads til alle

Det har samtidigt været vigtigt for klubben at sikre en god blanding af virksomheder fra mange brancher i netværket, og at alle slags virksomheder - både små og store - har økonomisk mulighed for at deltage og få udbytte af netværket. Derfor udbydes pladserne i netværket helt bevidst til en meget konkurrencedygtig pris på kun 11.950 kr. for et helt års deltagelse.

I første omgang udbydes der 25 pladser i netværket, som starter op efter sommerferien.


Netværket er tænkt og tilrettelagt med henblik på at både virksomheder, som ikke tidligere har været med i et erhvervs-netværk, samt mere erfarne netværksdeltagere, skal kunne få udbytte af deres deltagelse og mulighed for at opleve en anderledes måde at være i netværk på.


Interesserede virksomheder kan læse mere om det nye netværk på klubbens hjemmeside eller kontakte Claus Jørgensen på telefon 49 40 78 82 eller mail: sh.dameelite@gmail.com.


Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page