Udskriv siden

U18 Liga klar til DM

Af: Peter Lohmann

05-03-2010

U18 Liga                                

Århus GF – Skanderborg 28-35 (14-19)

Tingene sat på plads

 

Med endnu en fremragende indsats på udebane blev Århus GF besejret 35-28 efter en pauseføring på 19-14. Sejren var den 6. i streg i turneringen – og det betyder ligeledes, at holdet allerede er kvalificeret til DM-slutspil, med hele 3 runder tilbage.

 

Kampens betydning for begge hold var indiskutabel – og spillemæssigt vidste vi også, hvad vi ville komme op imod. Århus GF et rigtig godt hold med nogle store skytter – så derfor var fokus lagt på at vores forsvar skulle fungere optimalt mens vi i angrebet skulle udfordre deres garderhøje defensiv.

 

Allerede fra start stod det klart, at vi ville mere. En rigtig god defensiv med en storspillende Kevin i målet skabte hurtigt et godt fundament. Forholdsvis hurtigt fik vi skabt afstand til hjemmeholdet, hvilket vi gennem hele første halvleg formåede at bevare. Århus GF var i de første 30 minutter reelt aldrig på et niveau, der for alvor kunne true os.

 

Pausen blev brugt til at få finjusteret detaljer og få bearbejdet de sidste laaange 30 minutter. De hvidblusede ville helt sikkert forsøge at komme med alt hvad de havde, da det var deres sidste chance for at kunne bringe sig tilbage i kampen om en plads i DM-slutspillet.

 

Fra starten af 2. halvleg formåede hjemmeholdet også at lægge et større fysisk pres på os – både forsvars- og angrebsmæssigt. De første 10-15 minutter kom vi ikke til de bedste chancer i angrebet mens forsvaret heller ikke var 100% oppe i gear. I den periode fik hjemmeholdet reduceret afstanden til minus 2 – men vi formåede at holde hovedet koldt og havde heldet og dygtigheden til igen at bringe os afgørende foran med 3-4 mål. De sidste 5 minutter satte vi den afgørende slutspurt ind og vi kunne udbygge vores føring til den endelige sejr på 35-28.

 

Jubelen kunne endelig bryde løs – en plads i DM-slutspillet var opnået, hvilket mange før sæsonen havde set som urealistisk, med vores relativt smalle trup, langtidsskader og kun 2 stk 2. års spillere p.t.  Igen i dag leverer Kevin en fremragende præstation med en redningsprocent på 45 og sætter med nogle millimeterpræcise udkast Kolding i scene til nogle rigtig gode kontrascoringer. I forsvaret leverer alle mand en jættepræstation – specielt ros til Junker for at træde i karakter i den ”forkerte” ende….  Angrebsmæssigt får vi igen lavet rigtig mange gode løsninger, specielt Benjamins 6 mål i første halvleg står stærkt i billedet.

 

Med indsatsen i går formår vi at gøre Århus GF til et ganske ordinært hold, hvilket i sig selv er overraskende, da de på forhånd af de fleste var udråbt til en af DM-favoritterne. Men vilje og fight kan ofte gøre en stor forskel – og derfor er det nu os, der kan se frem til nogle rigtig spændende kampe i april måned.

 

MEN MEN MEN…. det er fuld fortjent, da spillerne virkelig har leveret varen som hold og individualister og dermed bevist deres store potentiale. Troen på intet er umuligt og viljen til at gennemføre processen har virkelig skinnet igennem og derfor har holdet også spillemæssigt leveret nogle fremragende præstationer. De mange timer om ugen der bruges på den fysiske træning, viser sig også i denne periode, hvor vi i samtlige kampe har overskud til at sætte yderligere kræfter ind i slutningen af kampene og afgøre tingene i slutfasen.

 

Nu venter der så – på papiret – for os en ”ligegyldig” kamp på søndag mod AAB på udebane, hvor AAB med en sejr eller uafgjort kan sikre sig den anden plads i DM-slutspillet fra vores pulje. Vi har jo revanche til gode fra vores sidste opgør på hjemmebane, hvor vi leverede en mindre god præstation – så motivationen bør være i top for at levere endnu en god præstation….

 

Målscorer: Benjamin Jakobsen 8, Rasmus Junker 7, Andreas Væver 7, Andreas Kolding 5, Jonas Langerhuus 5, Jannek De Place 2 og Mike Paulsen 1.

 

 

Foreløbige turneringsdatoer for DM semifinalerne: 11 & 18 April

 

05.03.2010