Udskriv siden

Talenttemperatur på U18 ungdom

Af: Lars Leth Seehausen

Af ungdomsformand Skanderborg Håndbold Torben Væver


Ombrydningen til jul er nu fastlagt, 10 runder er spillet i de jyske 1. divisioner i U16 og U18 rækkerne. Der er mange i talentmiljøet i Jylland, der ønsker ændringer i den nuværende struktur med ombrydning til liga i december måned, men sådan foregår det også i denne sæson. Hvilke klubber har fundet gennem nåleøjet til ligaerne, hvor gjorde de ikke. Er det liga eller 1. divisions klubber, der satser på talentudvikling.

Her er lidt forskellige vinkler på, hvad der er sket i sæsonens første halvdel på drengesiden, og et bud på hvordan det burde være.

Pige U18 ligaen kommer til at bestå af følgende klubber:

- FCM, SK Århus, Randers, Sønderjyske, Team Tvis Holstebro og Tarm-Foresum.

Drenge U18 ligaen kommer til at bestå af følgende klubber:

- Bjerringbro, Skanderborg, Århus Håndbold, Team Tvis Holstebro, Skjern og Aalborg Håndbold.

På pigesiden er det således på senior fronten 4 stk. liga og 2 stk. 1. divisions klubber.

På drengesiden derimod 6 stk. liga klubber. Det der umiddelbart skinner mest i øjnene er, at det ikke blot er 6 ligaklubber, men vel og mærke 5 af disse ligaklubber har et erklæret mål om slutspil, og vel også en drøm om DM finale mod AGK. Man kan vel stille sig det spørgsmål, hvad skal top ligaklubber med U18 talenter? Burde det ikke være 1. divisions klubber, der har en mere realistisk mulighed for at anvende talenterne efterfølgende, der burde have liga hold i U18 nu.

- Får ligaklubberne brugt deres unge talenter i U18 rækkerne?

- Kan man have en ambition om DM finale, og samtidig turde give de unge spillere erfaring på senior holdet?

Kigger man på denne sæson, så er facts om de 6 kvalificerede U18 liga drenge hold:

· Aalborg Håndbold har brugt Simon Hald Jensen i 5 kampe, hvor stregtalentet har lavet 2 mål i alt.

· Bjerringbro-Silkeborg, Århus Håndbold, Team Tvis Holstebro og Skjern har ikke fundet plads til en eneste kommende U18 liga spiller i turneringskamp på deres ligahold indtil nu i denne sæson.

· Skanderborg som er den eneste af de 6 klubber, som ikke har en erklæret slutspils målsætning i denne sæson, har brugt 4 spillere fra U18 holdet indtil videre, men har også dette som en erklæret vision i klubben.

Når spillerne i hovedparten af klubberne således ikke får muligheden for, at få erfaring på ligaholdene, så stiger behovet naturligvis for, at U18 holdene tilspiller sig en plads blandt de absolut bedste rækker, specielt efter jul. De senere år har ombrydningen til jul desværre betydet at 1. divisionsrækkerne efter jul, er blevet af yderst mangelfuld kvalitet. 1. Divisions ungdomsrækkerne kommer til at bestå, for manges vedkommende, skuffede spillere der har misset ligaen, mange skifter klub og sidste sæson så vi eks. Skive Fh der sågar blev trukket helt fra turneringen, og opløst pga. misset liga kvalifikation. Nåleøjet er simpelthen så lille, når kun nr. 1 & 2 i hver af de 3 1. divisionsrækker, slipper igennem til ligaen. Dette sætter naturligvis U18 holdene under et stort pres før jul, ligaen SKAL død og pine sikres, ellers bliver kvaliteten ganske enkelt for dårlig til, fortsat at kunne tilbyde de største talenter tilstrækkeligt niveau i kampene. Mange klubber vælger efterfølgende, at sætte de bedste spillere op på klubbernes 2. hold i senior rækkerne efter jul, det gør selvsagt at niveauet yderligere forringes i 1. division efter jul.

Der diskuteres på talentfronten, om den nuværende struktur med 18 stk. 1. divisionshold før jul, og kun 6 ligahold efter jul er den rigtige turneringsform. Der er forslag fremme om at spille med eks. 10 eller 12 hold i en gennemgående turnering, hvor der ikke er op/nedrykning til jul. I Skanderborg Håndbold støtter vi denne model, der sikrer ro gennem hele sæsonen for at kunne tilbyde sine talenter kampe på det rette niveau. En landsdækkende liga på 12 hold kunne vi såmænd også godt støtte, men spørgsmålet er om økonomien ikke ville blive presset for mange klubber med mange ture over Storebælt.

Længden på turneringen er også til offentlig drøftelse i det jyske talentmiljø. I dag er turneringen yderst sammenpresset med start ca. 1. oktober, og den skal helst slutte inden påske, uanset hvor tidligt påsken så måtte ligge. Det er yderst presset med 20 runder, og det er ikke nemt at få U landsholdenes program til at passe ind i dette. Når landsholdene og talenttræningerne skal presses ind i så tæt et program, er det tæt på umuligt at spillerne ikke kommer i perioder med stor risiko for overbelastning. Klubkampene skal jo spilles efter spillerne kommer hjem fra samlinger, og her kommer risikoen for ikke at komme igennem liga nåleøjet igen i spil. I U18 og U16 rækkerne burde turneringsperioden forlænges, så der var bedre tid til turneringen. Hvorfor skal man være færdige 1. April ligesom U10 spillerne. Disse spillere skal ikke starte med at spille fodbold, som mange af de mindste drenge skal.

Kigger man på U16 ligaen i Jylland, så består den kun af 3 stk. liga klubber (Skanderborg, Team Tvis Holstebro og Kolding), HCM fra 1. Division, Viby fra 2. Division og Randers fra 3. Division. Det er jo nærliggende at konkludere, at spillerne fra de 3 sidstnævnte hold er skiftet til top liga klubber om 2 år, men det fjerner samtidigt deres muligheder for at få senior kampe på højt niveau.

Tilbage til spørgsmålet, burde det være top liga klubberne, der har de bedste U18 hold. Mit umiddelbare svar er nej. De bedste U18 hold burde findes blandt 1. divisionsklubberne eller de nederste 6 hold i ligaen. Vi har i Skanderborg selv mærket forskellen på at have 1. division og liga. Det bliver bestemt ikke nemmere af, at stå overfor AGK eller BSV ,når der skal deles erfaringstid ud til 17-18 årige talenter. Det kan gøres, men det var alt andet lige nemmere i 1. division.

Dilemmaet er i praksis, at talentudvikling koster penge. Enhver klub med respekt for sig selv, har udnævnt sig selv som udviklingsklub efter finanskrisen indtraf. Der er også en del klubber, der bruger unge spillere, men desværre er mange af disse klubber ikke blandt dem, der har et U18 hold selv. Her tænker jeg blandt andet på Stoholm Håndbold, der spiller med et meget meget ungt hold i 1. division, og gør et stort stykke arbejde ud af arbejdet med disse unge talenter. Desværre har eksempelvis Stoholm ikke hold i divisionerne i ungdom, det var sådanne steder de virkeligt kunne foretage en god integration. I mine øjne burde det være klubber som Vesthimmerland, Fredericia, Stoholm, HCM, Vejle, Odder, Ribe-Esbjerg fra 1 division, og Lemvig, Skive, Mors-Thy, Viborg, Skanderborg og Sønderjyske, der stod på liga listen ovenfor. Desværre er det kun Skanderborg der står der, jeg tror dansk håndbold på talentsiden ville være bedre tjent med de nævnte klubber som talentcentre.

Igennem de sidste 10 år har jeg læst ufatteligt mange pressemeddelelser fra danske klubber, hvor man nu vil satse nedefra med talenter fra egen avl. Ting tager tid, når man vil starte nedefra, men det er sandt for dyden ikke mange, der nogensinde virkeligt gjorde noget ved det og afsatte midler i budgettet, eller også glemte de det sæsonen efter. Inden denne sæson meldte eksempelvis Viborg ud, at nu skulle der satses på ungdommen for alvor, og Anja Andersen blev ansat som talentchef. Deres U16 drenge rykker nu ned i 2. division efter jul, og U18 drengene var ikke i nærheden af ligaen, det er i min bog rigtigt mange år siden, at Viborg slet ikke er at finde i en af drenge ligaerne efter jul. Det harmonere ikke helt, det er i hvert fald en mærkelig timing. Ribe-Esbjerg har ligeledes beriget håndboldmiljøet med mange fine indslag på håndbold cyberspace, at nu var det et satsningsområde for alvor med talentudvikling. Flere at de unge drenge helt ned på U16 niveau fik kontrakt/penge for at spille i klubben i denne sæson, for at stoppe udflytningen til naboklubberne. En ny strategi man kan være enig eller uenig i, men status er, at Ribe-Esbjerg ikke er at finde i drenge ligaerne endnu. Forklaringerne kan være mange og som sagt tager det tid at bygge talentudvikling op fra bunden. Jeg håber for dansk håndbold inderligt, at Ribe-Esbjerg får gang i talentudviklingen, det har været et område de sidste mange år, hvor der ikke har været nogle hold på drengesiden. Penge får klubben, der ligner et nyt liga hold til næste sæson, også brug for, men hvis de flotte ord om talentudvikling skal holde vand, så er det nu der skal sættes den første million af i 2012/2013 budgettet til talenterne på U14-U18. Det kan godt blive et kildent tema på et vestjysk bestyrelsesmøde, når valget kommer til at stå mellem talentudvikling, og at kunne realisere en slagkraftig trup i ligaen næste sæson. Der er kernen i talent problematikken, vil man talentudvikling må man også afsætte betydelige beløb til det, og det er straks lidt mere vanskelig,t end at melde talentstrategien ud i pressen. Det syntes jeg vi har set alt for mange eksempler på de senere år.

Ovennævnte skal ikke forstås således, at der ikke laves et godt talentarbejde i de nuværende ungdoms liga klubber, det gør der bestemt. Tag for eksempel Aalborg Håndbold, der via samarbejdsklubber og deres college, har fostret utroligt mange talenter gennem de sidste år. Problemet er bare, at de simpelthen ikke kan bruge de mange unge spillere i egne rækker, på grund af klubbens målsætning på senior fronten ikke harmoniserer med tekniske fejl ,og brændte chancer fra nervøse debutanter i det danske senior liga cirkus. Selvfølgeligt er der undtagelser, også i Aalborg hvor eks. Martin Larsen og Simon Hald Jensen får værdifulde liga minutter ind imellem. Klubben er heldigvis deres opgave voksen, og har udlejet flere af deres ung seniorer til Team Vesthimmerland i 1. division, hvor de får spilletid.

Talentudviklingen kan naturligvis foregå i topklubberne, men de har uendeligt svært ved at tilbyde spillerne spilletid på seniorholdene. Min opfordring går derfor også til de tidligere nævnte klubber i 1. division og i den nederste halvdel af ligaen, og at kanalisere dele af budgettet til ungdomsarbejdet, og gør alvor af de fine prædikater om talentklubber, som langt de fleste allerede har klistret på sponsorkoncepterne og i pressemeddelelser.

Samfundet ændrer sig konstant, det gælder også samfundet indenfor håndbold. Tiden hvor unge talenter slugte en bænk plads i 3-4 sæsoner, holdt sin kæft og trænede klædt ud som en orange kegle 5 gange om ugen, er for længst forbi. Hovedparten af dagens talenter vil være der, hvor de kan slå til på seniorholdene i løbet af 8 minutter, og helst inden de er blevet seniorspillere. Det må eksempelvis Aalborg være villige til at skrive under på, da mange af tidligere års talenter er søgt væk ,og efterfølgende har fået stor succes i andre klubber.

Derfor vil min konklusion også være følgende:

- Talentmiljøerne bør hovedsageligt være i de klubber, hvor senior målsætningerne IKKE er at være den klub, der skal have tæsk af AGK i DM finalen.

- Og så i øvrigt ikke et ord om, at talentudvikling ikke skal være en forretningsmodel for at tjene penge til topklubberne, det er heldigvis ved at være en død sild i jysk håndbold.

14.12.2011