Udskriv siden

Skanderborg-AaB 30-28

Af: Lars Leth Seehausen

Det endte med sølv

U18 Liga DM-finale

Skanderborg-AAB 30-28

Udgangspunktet før 2. finalekamp var ikke hvad vi havde håbet på, den katastrofale 2. halvleg, hvor vi tabte med 9 mål i Ålborg havde gjort, at vi skulle vinde med min. 8 mål i egen hule.

En udsolgt Morten Børup hal dannede rammen og kunne ikke være flottere, næsten 700 tilskuere, der alle var festklædt og klar til at støtte de grønne.

Alle mand var klar til kamp, kun Rasmus Junker havde ikke kunnet træne siden den første finale pga dårlig ryg, og Benjamin havde efterhånden vænnet sig til sin nye tandbeskytter, som voldte store kvaler i den første kamp.

1. halvleg blev set med grønne øjne en flot revance fra udekampen. Forsvaret stod som vi havde håbet på, og AAB havde rigtigt svært ved at komme til afslutninger, og Kevin stod igen på hans høje niveau. Hele tiden var det Skanderborg i teten, og som halvlegen gik kom vi i front med 4 mål og man begyndte at lure på, om det virkeligt skulle lykkedes at hente de 8 mål.

AAB havde ikke ændret meget på taktikken, der gik på stort fokus på Langerhuus og Benjamin, mens Væver ikke skulle have bolden overhovedet. AAB manglede også i denne kamp Rasmus Carlsen, så der var lagt meget ansvar på Nicolaj igen i denne kamp, men i modsætning til den første kamp havde vi nu fint styr på de hvide bagspillere. Martin Larsen kunne ikke helt holde det høje niveau fra første møde, så det var Skanderborg der havde initiativet og teten før pausen.

Man anede at sensationen lurede i pausen, hvor de 4 DM guld hold fra Skanderborg Håndbold blev fejret i hallen.

2. halvleg blev desværre igen igen en lidt mere blandet oplevelse. AAB fik bedre fat i forsvaret og fik i forlængelse heraf en del nemme kontramål, som hele tiden holdt AAB på minus 2-3 mål. Som halvlegen gik, forsvandt muligheden for at indhente de famøse 8 mål og med 10 min igen nåede AAB op på uafgjort. Selvom DM guldet nu var ude af syne, så viste de grønne, at fightervilje og ære også hører til på holdet. Der blev fightet og kæmpet til den store guldmedalje og til slut stod måltavlen på 30-28 til Skanderborg, og dermed den første sejr over AAB i denne sæson, efter 4 forsøg.

AAB kunne fortjent juble over DM guldet og champagnen kunne flyde i den 40 grader varme Morten Børup hal, hvor man fik syn for sagen for hvorfor det er bedst at ventilationssystemet virker.

Set over hele sæsonen kan man ikke indvende noget imod at AAB tog guldet med hjem til Ålborg, de har sæsonen igennem været godt spillende og holdet har store individualister, der alene kan afgøre kampe. Man skal heller ikke glemme at AAB spiller uden Rasmus Carlsen i begge kampe og det er trods alt den største profil på AAB holdet der mangler. Omvendt har vi også spillet uden Carlsens gamle makker, Mike Daarbak hele sæsonen og det kunne selvfølgeligt også have gjort vores bagkæde noget anderledes. Alligevel sidder vi lidt ærgerlige over, at vi ramte årets absolut dårligste halvleg netop i DM finalen i Ålborg – havde vi haft et lidt bedre udgangspunkt end minus 8 inden returkampen, havde vi haft muligheden. Det står ikke til at lave om nu, vi skal være stolte over, at være kommet i DM finalen med ganske få 2. års spillere på holdet, og når den værste skuffelse over nederlaget er fordampet, vil alle tænke tilbage på sølvmedaljerne med stolthed.

At få lov til at spille både semifinale og finale i en kulisse som i går – er en oplevelse meget få ungdomsspillere får lov at opleve.

Stort tillykke til AAB med guldet – og tillykke til Skanderborg med sølvet – på med vanten til den kommende sæson.

Der sker nu en del ændringer på holdet frem mod næste sæson. Først skal vi lige holde lidt fortjent pause, men om et par uger tager vi fat på at bygge et nyt hold op til næste sæson.

Ungdomshåndbold er nu slut for årgang 91 – og Junker, Benjamin, Mike D og Esben overgår nu til seniorrækkerne – og vi skal sige goddag på U18 til årgang 93 – som iført guldhår også var på banen i går – i pausen – for at få overrakt DM Guldtrøjen for U16 guldet fra sidste weekend.

Tak for en god sæson – tak for noget godt håndbold og tak til publikum for stor opbaking hele sæsonen. Vi ses igen efter sommerferien.

Målscorer: Mike Paulsen 8, Jonas Langerhuus 7, Benjamin Jakobsen 6, Andreas Væver 4, Jannek De Place 2, Mads Sjøholm 2, Andreas Kolding 1

30.04.2010