SH suverænt Jyllands bedste klub i ungdomsrækkerne
Af: Peter Lohmann
Ved denne weekends 3 Elitecupfinaler –pokal finalerne for de bedste hold i Jylland- befæstede ungdomsspillerne i Skanderborg deres suverænitet ved at vinde alle de 3 rækker de deltog i ! Og det kan nævnes, at ingen andre klubber i Jylland havde mere end 1 hold i finalerne.
Skanderborg Håndbold U-14 PIGER besejrede Holstebro H90 med 17-13
Skanderborg Håndbold U-14 DRENGE vandt over UH Esbjerg med 24-20
Skanderborg Håndbold U-18 DRENGE slog Århus GF med 36-30
U-18 DRENGE har i forvejen spillet sig frem til DM og U 14 drenge og piger til JM, og for både U 14 drenge og U 14 pigerne gælder det, at dagens modstander ligeledes var divisionspuljevinder og ubesejret i turneringen, så det var dejlig at tanke selvtillid inden JM den 10.4

ELITECUP SEJR til Skanderborgs U 14 piger
Det var med spænding at Skanderborg dygtige ubesejrede pigehold gik ind til den største pokalfinale mod ligeledes ubesejrede Holstebro.
Kampen startede også med nervøst spil og især i angrebet kneb det med at få mål, forsvarsmæssigt gik det bedre, og en stærkt spillende Freja Bossen på mål, sørgede for at Skanderborg stadig fulgtes med Holstebro.
Dernæst tog Skanderborgs bedste spiller på dagen Emma Apel for alvor over, med utroligt hurtigt angrebsspil, og yderst skarpt forsvarsspil fik Skanderborg indhentet Holstebro og dernæst fulgtes de 2 hold ad med pausestillingen 8-8 .
Fra 2 halvlegs start havde Skanderborg for alvor fået stillet forsvaret rigtigt og i de efterfølgende 15 min, fik Holstebro kun et mål, endda på et tvivlsomt straffe.
Skanderborg viste sig som så ofte før, at have et gear af ekstra kræfter til de sidste 15 min, så pokalfinalen endte med en fortjent og meget sikker Skanderborg sejr på 17-13.
Topscorere : Sofie Baltser 7og Emma Apel 5

Skanderborg Håndbolds DrengeDivision – vinder af U-14 Drenge Elite Cup 2010.
I denne sæsons Elite Cup finale for U14 Drenge stod slaget mellem Skanderborg Håndbold og UH Esbjerg. Det var første gang i denne sæson at disse to hold skulle mødes, og begge ligger som nummer et i hver deres divisionsrække. Så der var med andre ord lagt op til et brag af en finale.
Efter en lidt famlende start, hvor nervøsiteten nok også spillede lidt ind, så fik Skanderborg styr på forsvaret hvilket stabiliserede spillet for Skanderborg og som dermed også gav en forspring på 3 mål. Det skulle vise sig at være nok for Skanderborg for hele tiden at holde UH Esbjerg på afstand. Efter pausen øgedes forspringet lidt mere ud fra samme recept og til slut kunne Skanderborg Håndbolds U-14 drenge lade sig krone som Elite Cup vindere 2010 med en sejr på 24-20. Sejren skal også ses i lyset af flere skadede og sygdomsramte spillere, hvilket blot bekræfter holdets styrke netop nu. Holdets spillere kæmpede bravt og alle ydede deres til kampens resultat, men især må målmand Bertram Obling og storskytte Stefan Pedersen nævnes som spillere der virkelig trådte i karakter. Næste gang Skanderborg Håndbold og UH Esbjerg mødes vil være til Jysk Mesterskab i Thy-hallerne den 10. april 2010.

Skanderborgs U 18 drenge velfortjente pokalmestre 2010!
Med en overbevisende og velfortjent sejr på 36-30 efter en pauseføring på 17-12 var den første titel i denne sæson en realitet. Og efter kampen kunne Benjamin Jakobsen på holdets vegne modtage pokalen som vinder af Elite Cup 2010 for U18 drenge.
Til dagens opgør var det forventet at Århus GF ville komme med et helt andet tryk – dels for at revanchere det store nederlag i turneringen, men dels også fordi det var den sidste chance for at vinde noget stort denne sæson. Men igen var det tydeligt fra start, at vi som hold har meget mere at byde ind med. Århus GF formåede dog at bringe sig foran 3-1, men så blev der skruet op for tempoet i forsvaret og ganske effektivt sat en stopper for de hvides offensiv.
Vi fik hurtigt kontakt og derefter så vi os faktisk ikke tilbage. Gedigen fight og suveræn målmandspræstation igen igen af Kevin (redningsprocent på 50% over hele kampen) lagde allerede i første halvleg grundlaget for sejren. Og ved halvleg var vi komfortabelt foran med 5 mål.
Ved sidste møde med Århus GF forsøgte de i starten af 2. halvleg at skrue op for tempoet – og det forventede vi også at de ville gøre denne gang. Men til forskel fra sidst kom de reelt aldrig i nærheden af at kunne bringe spænding ind i kampen. Med 16 minutter igen var stillingen 26-19 i vores favør, da kampen desværre blev ramt af et alvorligt uheld til en af Århus GF´s profiler. En formodet alvorlig knæskade afbrød kampen i godt 15 minutter, inden opgøret igen kunne sættes i gang.
Normalt kan sådan et uheld fjerne lidt af fokus fra kampen – og det tog da også begge hold et par minutter, inden de var nogenlunde i gang igen. Dog blev den sidste del ikke nogen speciel seværdig håndboldoplevelse, da Århus GF – som sidste mulighed for at komme tilbage i kampen – forsøgte sig med offensiv opdækning. Men igen formåede vi at holde afstand uden særlige problemer og kunne derfor meget fortjent hyldes som vindere af denne sæsons Elite Cup.
Kampen gav igen et fantastisk godt indtryk af, hvor meget vi har flyttet os som hold og hvor meget hver især – og som hold – har at byde ind med når det virkelig gælder. Kolding spiller en perfekt kamp mens både Benjamin og Langer i begge ender af banen igen går forrest. Kevins indsats som sidste skanse fortæller alt og de resterende ikke-nævnte spillere leverer alle en godkendt præstation uden dog for alvor at være blevet presset til at skulle levere det maksimale.
Nu vil vi nyde sejren for en stund inden der torsdag venter en spændende opgør i turneringen, hvor holdet skal til Skjern torsdag aften. Derefter venter endnu et opgør mod Århus GF på søndag, hvor vi hjemme tager imod de hvidblusede i den sidste turneringskamp, inden semifinalekampene om DM starter op.
Målscorere: Jonas Langerhuus 8, Benjamin Jakobsen og Andreas Kolding 7, Mike Paulsen 5, Rasmus Junker 4, Andreas Væver 3, samt Jannek De Place og Mathias Sehested 1
23.03.2010