Udskriv siden

Ny træner til SHEA

Af: Lars Leth Seehausen

Rasmus Hauge tiltræder som ny træner på SHEA efter denne sæson. Rasmus Hauge kommer til Skanderborg efter mange år i GOG på Sydfyn og har mange års erfaring i trænerfaget, hvor han har trænet alt fra U10 til senior håndbold.

De seneste år har Rasmus trænet følgende hold:

2006/07-U14     Drenge og Dame 2.division
2007/08-U16     Drenge DM guld
2008/09 U18     Drenge DM bronce og Herre 2. division
2009/10 U18     Drenge DM bronce
2010/11 U18     Drenge og Herre 3. division

Rasmus Hauge:

Efter mange års virke i GOG føler jeg, at tiden er inde til at prøve noget nyt, og komme videre i min trænergerning. Jeg føler ikke helt, at jeg kunne videreudvikle mig længere i GOG, og da henvendelsen fra Skanderborg Håndbold og SHEA kom, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være det næste skridt i min udvikling. Jeg ved, at jeg kommer til Danmarks stærkeste ungdomsafdeling, men jeg føler at jeg kan bidrage med noget og har stor lyst til at komme til at arbejde under yderst professionelle forhold på SHEA. I Skanderborg satser man stort på unge talenter, og de arbejder under nogle forhold, som jeg ikke tidligere har prøvet, så jeg glæder mig meget til mit kommende virke i Østjylland.

Torben Væver:

Vi glæder os meget til at byde Rasmus Hauge velkommen i Skanderborg til den nye sæson. Rasmus er helt sikkert en af de bedste ungdomstrænere i dag, og han har fået en solid erfaring gennem mange års trænergerning i GOG. Vi skal hele tiden forsøge at forny os på talentudviklingssiden, og det indebærer selvfølgeligt også, at vi skal forsøge at tiltrække trænere udefra, der kan bidrage med nye input. Vi glæder os til at få en person ind i trænerteamet fra GOG, der jo igennem mange år har haft en helt speciel ungdomskultur, og som har udviklet rigtigt mange unge spillere til Liga og Landshold.

Rasmus kommer til at indgå i trænerteamet omkring SHEA drenge, og bliver involveret i både U16 og U18 drengene.

Rasmus Hauge er sammen med sin kæreste i gang med at uddanne sig til lærer på Fyn, og forventer at fortsætte på dette studie i Århus fra sommer.

21.02.2011