Udskriv siden

Nederlag til U16 pigerne

Af: Lars Leth Seehausen

Ærgerligt nederlag til Aalborg trods flot comeback

U16 piger 1. division

Skanderborg Håndbold-Aalborg DHU 25-27

I en spændingsfyldt kamp mandag aften i Morten Børup Hallen, så de
flere hundrede tilskuere Skanderborgs U16 piger 1 levere et vaskeægte
comeback mod topholdet Aalborg DHU, efter at have været bagud med
seks-syv mål et stykke inde i anden halvleg. De sidste 10 minutter var
der stillingskrig, som Skanderborg dog tabte i det sidste minut med to
mål.
»Det var ærgerligt, og jeg er rigtig skuffet over, at vi ikke får et
eller to point med fra kampen. Især på grund af vores comeback, da vi
går frem i det offensive forsvar efter at være kommet skidt i gang
efter pausen,« siger træner Kim Lerche, der måtte konstatere, at
holdet lavede en del fejl i 6-0-forsvaret og ikke magtede at forhindre
Aalborg i at score.
Til gengæld lykkedes det offensive 3-3-forsvar, som tydeligvis ikke
huede Aalborg-pigerne, og Skanderborg hentede de mange mål, de var
bagud, og kom på tidspunkter endda foran.
»Men pigerne manglede skarphed og kynisme i de sidste minutter og
smider for eksempel bolden ud over sidelinien i stedet for i kassen,«
konkluderer træneren, der dog også har roser til pigerne.
»De får lukket Aalborgs to profiler, Caroline Elholm og Kristina
Logvin, godt ned og får løst de opgaver, vi havde aftalt før kampen.
Der var store forsvarspræstationer af Emma Apel og U14-spilleren
Mathilde Bøgh, ligesom også Sofie Dengsø i målet spillede en god kamp.
Og så er Louise Andresen med til at skyde os ind i kampen igen med
nogle gode scoringer,« siger Kim Lerche.
Han roser desuden de to dommere for en fin præstation.
»Jeg synes, de fik lagt en fin linie, så de nye regler ikke blev
altdominerende.«
Dagen forinden var Skanderborg Håndbolds U16 piger 2 i aktion i 2.
division. Holdet tog imod HEI/VRI 2, men måtte se sig besejret af
gæsterne, som vandt med 27-24.

15.10.2010