|
U18 Drenge 1. Division
Skanderborg-Team Tvis Holstebro 25-22 (11-9)
Mission completed….
Trin 7 af 7 sejre i træk raketten lykkedes!! U 18 holdet stod den 2. november med 3 kampe og 2 point, og med et krav om at skulle vinde de sidste 7 kampe for med sikkerhed at nå sæson målet, LIGA deltagelse. Trods mange skader rejste holdet sig på fornemmeste vis og efter søndagens sejr over Team Tvis Holstebro, kan det blot konstateres at missionen er afsluttet, 7 sejre i træk og en førsteplads i puljen og dermed Liga plads efter jul.
Der var lagt op til en ren gyserfinale mod Team Tvis Holstebro (TTH) på sidste spilledag. Dette faktum blev dog ”ødelagt” allerede lørdag, da Herning-Hauge lidt overraskende vandt over rivalerne fra Mors-Thy Håndbold med et mål, og dermed udspillede Mors-Thy deres rolle i Liga kampen. Både Skanderborg Håndbold og TTH var dermed sikret en plads i ligaen, kun førstepladsen i puljen var på spil.
Fra Skanderborg lejren var Andreas Oliver blevet skadet i sin tommelfinger i sidste kamp mod Mors-Thy og Jonas Langerhuus var stadig ude med dårlig skulder. Andreas Væver havde fået en restitutions eftermiddag før landsholds samling søndag aften.
Derimod var der sæsondebut til Casper Søgaard efter vel genoptrænet skulder og Jesper Johannesen var også på banen igen efter 2 måneders pause efter flere forskellige skader.
Selvom kampen på forhånd havde mistet sin resultatmæssige betydning, blev det en ganske tæt fight hvor der blev kæmpet for sagen. Mange tilskuere havde alligevel valgt MBH centret på trods af den manglende ”finale” og de blev vidner til en underholdende tæt kamp, men ikke til flot håndbold denne søndag. Dertil spillede specielt Skanderborg ganske enkelt ikke godt nok, der kom aldrig rigtigt gang og rytme i spillet, som i de seneste kampe. Således blev det en mere intens og fighter betonet affære.
Skanderborg var fra start i front, men aldrig med mere end 2-3 mål gennem hele kampen. TTH målmand Alexander Jakobsen voldte hjemmeholdet store problemer med mange flotte redninger gennem hele kampen, og i den anden ende af banen var det specielt Nicolai Pugholm og Christian Meklenborg forsvaret havde svært ved at holde styr på. Pausestillingen 11-9 til hjemmeholdet og intet var afgjort.
2 halvleg blev også en helt lige affære, Skanderborg fandt aldrig de helt rigtige løsninger mod TTH´s meget bevægelige forsvar. Både Jesper Johannesen og Casper Søgaard kom til gode afslutninger trods deres lange skadespauser og var sammen med Theis Baagøe og Buster Juul de mest fremtrædende i det grønne angrebsspil denne søndag.
Med 10 min igen er kampen helt lige, men med nogle gode Skanderborg præstationer i afslutningen lykkedes det, på trods af flere udvisninger, at trække fra i slut minutterne til slut resultatet 25-22, og dermed var førstepladsen i puljen sikret.
Nu venter ligaen så efter jul, hvor modstanderne igen bliver dagens modstander fra Team Tvis Holstebro samt AAB, Viborg HK, HF Sønderborg og Århus Håndbold.
Dagens målscorer: Theis Baagøe 5, Buster Juul 4, Søren Rahr 3, Casper Søgaard 3, Jesper Johannesen 3, Mathias Sehested 2, Lasse Justesen 2, Martin Mauer Larsen 1, Andreas Kolding 1, Christian Svane 1.
På torsdag møder U18 drengene på udebane, Knudsø HK kl. 19.15 i 3. runde i elitecuppen og herefter mangler kun julestævnet i Bjerringbro inden nytåret skal skydes ind.
Eftermæle:
Individuel udvikling eller ej, det er en hårfin balance at skulle præstere at blive top 2 i en skrap pulje med 4 gode hold, for dermed at sikre spillerne de bedste og hårdeste kampe efter jul, samtidigt med at vi i vort koncept, stiller den enkelte spillers individuelle udvikling øverst.
Trænere og ledelse lavede en plan med holdet efter den ”mindre heldige” indsats i udekampen i Holstebro den 2/11 og der skal i dag lyde store roser til hele trænerteamet for at løfte opgaven, det så bestemt ikke nemt ud for 6 uger siden. Planen der indeholdt både håndboldmæssige og sociale aspekter, viste sig at være rigtig udformet og det svære puslespil må man bare tage hatten af for lykkedes.
Selvom holdet på papiret, spiller for spiller, burde være et af de bedste i landet, skal både SHEA trænere og 1 divisionstrænerne have stor ros for det faktum at vi formåede at holde skibet på ret kurs igennem hård sø og samtidigt holde fokus på den individuelle udvikling, hvilket ses bedst i lyset af, at hele 7 af disse U18 spillere samtidigt har haft kampe på .1 divisionsholdet i denne periode.
Divisionspuljerne efter jul har de seneste år været at yderst tvivlsom kvalitet, mellem hold der for manges vedkommende består af spillere der havde sat næsen op efter Liga håndbold men som nu skal kæmpe om sekundære placeringer. SHEA konceptet handler ikke så meget om guld og point men med den struktur der er i turneringen i dag, så er det yderst vigtigt for netop den individuelle udvikling af spillerne, at vi er repræsenteret i ligaen efter jul. Man kan godt have lidt ondt at Herning og Mors-Thy, at de skal spille division efter jul med flere landsholdsspillere i trupperne. Det er 2 hold der hører hjemme i Ligaen og havde begge fortjent nogle bedre udviklingsmuligheder i den sidste del af turneringen. Den nuværende struktur med kvalifikation i august og det berømte nåleøje til Liga-land i december er ikke nødvendigvis det bedste for dansk talentudvikling. Der kom forslag frem sidste år om at spille med 10 eller 12 hold i hhv Øst og Vest, med en gennemgående turnering uden ombrydning til jul. En sådan turnering virker med talentudviklings brillerne på faktisk mere hensigtsmæssig og kunne sagtens krydres med et final four finalestævne om DM i Maj/Juni måned. Hvorfor sæsonen skal slutte den 1. April på dette niveau er lidt uklart men ikke hensigtsmæssigt.
Nu fik vi så ikke sorteper i denne sæson men man kan ikke helt komme fri fra den lidt dårlige fornemmelse det er, at sorteper i år så bare endte i andre klubber som Skive, Herning, TMS, Mors-Thy og Skjern Håndbold, hvor udviklingsmulighederne har vanskelige kår den kommende halvsæson. Der er desværre ikke plads til alle gennem liga nåleøjet, selvom mange af de nævnte hold ville pynte der. Hele 6 spillere fra den nuværende U19 landsholdstrup står nu med et svært valg midt i julefreden.
For 3. år i træk fik vi både U16 og U18 drenge med i Ligaen, og vores nye tiltag på U16 piger kom også sikkert i Ligaen. SHEA´s sæsonmål er fuldendt og nu er der så holdenes egne sæsonmål, som der skal kæmpes om efter jul. |