Udskriv siden

Kampreferater uge 39

Af: Lars Leth Seehausen

U16 piger 1 vandt sikkert i Kolding

Skanderborg Håndbolds U16 piger 1 vandt tirsdag aften 31-19 over
Kolding i en kamp, hvor koncentrationen smuttede i anden halvleg.
Som lyn og torden kom Skanderborgpigerne dog foran med 8-1 efter ni
minutter og førte 19-8 ved pausen.
"Første halvleg var god og skarp, mod et Koldinghold, som godt kan
komme til at slås med om andenpladsen i puljen. De har nogle gode
skytter," siger Skanderborgs træner Kim Lerche.
Han var dog ikke begejstret for sit holds anden halvleg.
"Vi kørte i frigear, og det blev en dag på kontoret. Der blev ikke
tacklet færdigt, og vi vandt kun anden halvleg med et mål," siger Kim
Lerche, der roser målmand Freja Bossen for en god præstation i målet,
hvor hun flere gange direkte greb målskytternes skud - blandt andet
også et straffekast.

Målscorere: Anne Sofie Sønderby 7, Mia Ørtenblad 4, Louise Andresen 4,
Marie Sørensen 4, Emma Apel 3, Louise Antonsen 3, Caroline Theil 3,
Sofie Amalie Skovsager 2, Christina Mikkelsen 1.

U16 piger 2. division

Sæsonen indledt med kæmpesejr

Fredagens modstander fra Favrskov HK blev sendt hjem med et eftertrykkeligt nederlag på 35-13 efter en pausestilling på 17-6. Og dermed fik de grønblusede piger den perfekte start på den nye sæson.

Bundsolidt forsvarsspil gennem hele kampen banede vejen for den store sejr – det tog dog godt 15 min at få banket rusten af. Gæsterne fulgte godt med i starten af kampen, men ved stillingen 5-4 så pigerne sig ikke tilbage. Og allerede ved halvleg var forspringet udbygget til 11 mål.

Fokus i 2. halvleg forblev på at holde en god defensiv, hvilket lykkedes rigtig godt. Og da 2. halvleg var forbi, havde holdet igen scoret 11 mål mere end gæsterne.

Stor ros til alle for en disciplineret indsats i begge ender af banen. Plads til forbedringer er der også – men det er jo meget naturligt for et hold, som i træningslokalerne ikke altid er samlet alle sammen. Men at holde gæsterne på 13 scoringer over 60 minutter vidner om kvalitet – særligt hos vores sidste skanser, Astrid og Tanja. Gæsterne fik tildelt hele 9 straffekast hvoraf de 7 blev omsat i mål – og dermed lavede Favrskov HK kun 6 regulære scoringer!

Suzanne Bækhøj gjorde sig specielt bemærket i kampen mod sine tidligere holdkammerater med hele 11 scoringer og en formidabel indsats i begge ender af banen.

De resterende mål blev sat ind af følgende spillere: Christina Simonsen 6, Amalie Grøn 5, Thea Riis 4, Anja Stokholm og Nicoline Berthelsen 3, Anne Breiner 2 og Signe Wittendorf 1.

U14 piger 1. division

Fik 1 point i sæsondebut på udebane

Skanderborg Håndbolds U14 piger 1 i 1. division spillede søndag uafgjort 26-26 mod Åstrup/Hammelev i en kamp, hvor marginalerne og koncentrationen til tider svigtede.
Pigerne var slet ikke klar fra start og kampens indledning blev spillet på Åstrup/Hammelev’s præmiser, hvilket gjorde udslag i en føring det meste af første halvleg.
Anden halvleg blev en tæt affære, hvor Skanderborg hiver et point hjem i sidste minut, med en spiller i undertal.
Efter kampen kunne et par af spillerne gøre status: “Vi spillede dårligt og brændte for mange chancer, der var ingen der kunne ramme målet. Vores åbninger kørte rigtig fint,” siger Amalie Angel, der samtidig uddeler roser til sin holdkammerat Marianne Dige: “Hun fanger alle boldene på stregen og var en af vores bedste i dag”.
Marianne Dige så kampen med samme optik: “Vi spiller ikke optimalt og brænder rigtig mange chancer, især stolperne var imod os.
Træner Morten Molle Christensen kunne efter kampen også se plads til forbedringer på sit mandskab: “Kampen var en blandet fornøjelse. Vi tager for mange dumme beslutninger i både forsvar og angreb. I forsvaret får vi ikke tacklet de få skytter Åstrup/Hammelev har og aftalerne fungerer ikke optimalt. Vi skal være bedre taktisk i forsvaret og læse modstanderne. Angrebsmæssigt bliver det alt for individuelt og der er ikke nok struktur, men de gange vi får sat spillet op kommer vi til gode chancer, fordi vi har den tålmodighed der skal til. Det positive er at vi får et point, med 7 udvisninger og kampens udvikling taget i betragtning”.

Målscorere:
Amalie Angel 7, Marianne Dige 5, Anne Kristensen 4, Nanna Da Cruz 4, Anne Woldenhof 3, Celine Holst 2, Kirstine Kolding 1.

U14 piger A

Kom godt fra land

Efter en opstart med kun enkelt træningskamp, var det en noget uprøvede flok tøser, der startede årets turnering i Morten Børup Hallen i lørdags.
At holdet ikke er sammenspillet, havde tilskuerne dog svært ved at se. Efter en lidt svag start, hvor gæsterne fra Egebjerg kommer foran 1-0 og 2-1, begynder pigerne at vise talentet. I første halvleg får Egebjerg således kun scoret 3 mål og Skanderborg går til pausen med en føring på 16-3.
Især Skanderborgs kontraspil gav gæsterne problemer. Fløjene var hurtigt afsted op af banen og bagspillerne kom i god fart til skud i andenfasen.
Anden halvleg fulgte samme spor, dog slækkede Skanderborg en smule på forsvaret, da man var ivrig efter at komme til flere kontrachancer. Skanderborg vinder dog sikkert kampen 33-11.
Forsvarsspillet havde især forbedret sig siden pigerne i sidste uge spillede træningskamp mod AIA Tranbjerg. I denne kamp vandt pigerne med besvær og forsvarsspillet var ikke det positive element.
En af Skanderborgs bedste mod Egebjerg, Rebekka Jørgensen udtaler: “Jeg synes det var en god kamp, og forsvaret bliver bedre end det var i kampen mod AIA. Vi får snakket mere sammen i forsvaret og får prøvet nogle ting i angrebet. For mit eget vedkommende synes jeg det gik fint, men jeg lavede nogle afslutninger som godt kunne have været bedre. Holdet gjorde det fint, men vi skal have endnu mere lyd på forsvaret, dog er stemningen på holdet rigtig god”.
Holdets træner René Rønnow bemærkede også de fine takter i forsvaret: “Vi får holdt Egebjerg nede på 3 scoringer i første halvleg, hvilket absolut er godkendt. Samtidig får vi lov til at løbe vores kontra og det gjorde ondt på Egebjerg. Jeg er godt tilfreds med pigernes indsats og vi har fået en fin start på turneringen”.

U18 drenge 1. division

Skanderborg-Viborg HK 29-27 (16-17)

Sejr i uskøn kamp…

U18 drengenes anden kamp i Divisionen var mod arvefjenderne fra Viborg HK. Det blev som så ofte før, en uskøn affære der i dag blev præget af en dommer ”linie” der betød 12 udvisninger, i en ellers ikke specielt hårdt spillet kamp. Det betød, at hjemmeholdet aldrig fandt nogen rigtig rytme, og derfor blev det til en arbejdssejr der hurtigt går i glemmebogen.

1. halvleg blev helt lige og efter 11-11 midtvejs fik Skanderborg et lille hul på 3 mål ved 14-11. Viborg kom hurtigt igen efter en dobbelt overtals situation ,og kunne gå til pausen foran med et enkelt mål, 16-17.

Viborg kom bedst ud fra pausen og førte med 2-3 mål indtil det 45 minut hvor Skanderborg udlignede til 23-23, og herefter var hjemmeholdet i front resten af kampen. De hvidblusede gæster løb som forventet stille og roligt tør for kræfter, og en enkelt løb vist også tør for blod til hjernen i slut minutterne. Martin Mauer var spærret pga deltagelse for Liga holdet i AG København i onsdags, og i Mauers fravær tog især Jesper Johannesen stort ansvar, da kampen skulle afgøres. Også tilbagevendte Rasmus Klug spillede en meget stor 2 halvleg.

Der var debut til vores nye færøske venstre fløj, Høgni Klein Olsen, og vi kunne i dele af kampen præstere en ren færøsk fløj duo med Høgni og Johan Hansen.

Skanderborg er efter 2 kampe med maksimum point 4, og det samme gør sig gældende for Bjerringbro fH, mens Kolding IF stadig ikke har spillet kampe.

Skanderborg var uden Mads Møllenberg, Martin Mauer Larsen og Buster Juul, mens de øvrige spillere i truppen alle var på banen i dagens kamp.

Dagens målscorere: Rasmus Klug 8, Jesper Johannesen 6, Peter Hjort 4, Andreas Holst 3, Lasse Justesen 3, Høgni Olsen 3, Søren Rahr 1, Jesper Simonsen 1.

U18 Drengene spiller næste kamp på udebane næste lørdag 8/10 kl. 15.10 mod Tvis IF.

U18 piger 1. division

 

Skanderborg-Skive fH 31-28 (17-15)

 

Skanderborg vil dyste med om ligaplads

 

Med lørdagens sejr over Skive slog Skanderborg Håndbolds U18-piger fast, at de også vil være med i kampen om at spille sig i ligaen efter jul, hvor de to bedste hold fra 1. division rykker op.

”Vi stod fint i forsvaret, men lod Skive få for mange kontraer, fordi vi brændte en hel del i angrebet,” siger træner Mikael Jensen, der havde to U16-spillere fra SHEA, Skanderborg Håndbolds Elite Akademi, med på holdet.

”Og sammen med Trine Nikolajsen gjorde de to, Mia Ørtenblad og Marie Sørensen, forskellen både i forsvaret og angrebet, hvor de tog initiativ og ansvar,” lyder det fra træneren.

”Skive er sandsynligvis et hold, som kan spille med om de to øverste pladser, så det var godt at få bevist, at vi lige såvel kan blive toer som Skive eller Tarm. Især når spillerne, som de var det lørdag, er klar og til stede og for eksempel kaster sig efter bolde og løber retur,” siger han.

Sådan var det ikke ugen forinden i Holstebro, hvor Skanderborg i den første turneringskamp var bagud 1-5 efter blot fire minutter, på lutter kontramål fra Team Tvis Holstebro. Skanderborg kæmpede sig op til at være bagud med kun en, men tabte 23-28. Skanderborgs Trine Nikolajsen brillerede med 11 mål i den kamp.

Topscorere: Trine Nikolajsen 10, Marie Aamand Sørensen 7, Mia Ørtenblad 5.

U16 piger 1. division

Skanderborg-Brabrand IF 35-19 (17-9)

Storsejr over Brabrand

Trods storsejren over Brabrand er der plads til forbedringer, ikke mindst i forsvaret, som i det første kvarter gav Brabrand god plads.

”Efter 15 bløde minutter, hvor vi ikke fik flyttet fødderne, strammede vi grebet i forsvaret med hårdere tacklinger og lagde afstand. Ikke mindst konstellationen med Anne Sofie Sønderby og Alberte Thorsted i forsvaret flyttede meget forsvarsmæssigt. Og så spillede Louise Andresen med 13 mål en god angrebskamp,” siger træner Kim Lerche.

”Men vi skal arbejde med det forsvarsmæssige og komme hurtigere frem, så vi er skarpere på det i de kommende kampe.”

Han understreger, at der ikke skal fokuseres på antallet af mål, men på, hvor spillerne kan blive skarpere, og hvad de kan gøre bedre.

”SHEA er en langsigtet proces med fokus på udvikling,” understreger han.

Alle på holdet går på Skanderborg Håndbolds Elite Akademi, SHEA.

Målscorere: Louise Andresen 13, Anne Sofie Sønderby 7, Emma Apel 4, Sofie Amalie Skovsager 3, Alberte Thorsted 3, Mette Høj 2, Louise Antonsen 2, Lærke Bjernemose Madsen 1.

29.09.2011