Udskriv siden

Kampreferater piger uge 40

Af: Lars Leth Seehausen

U18 pigedivision

2. sejr i divisionen

Der var på forhånd lagt op til, at Kolding var et af de hold, vi kunne besejre. Det varede heller ikke så længe inden vi fik godt styr på denne kamp. Specielt kontraen og det hurtige spil op af banen kunne Kolding ikke lide. Og vores 5-1 forsvar, med skiftevis Maria Ravndrup og Line Mørch som fremskudt, ødelagde i perioder helt deres angrebsspil. For første gang holdt forsvaret hele kampen med få undtagelser.

I angrebet vekslede det fra rigtig flotte mål, som sagt, især på kontra og tempospil, til forfærdelige tekniske fejl og ukoncentrerede afslutninger. Massevis af kæmpechancer blev brændt. Så selv om vi naturligvis er glad for sejren, er der masser at tage fat på i den kommende tid til træning.

Der blev kæmpet godt af alle på holdet, men Line Nicolaisen i målet overstrålede dog alle. Hun stod en superkamp.

Målscorere: Caroline Thybo 6, Line Mørch 5, Maria Ravndrup 5, Simone Madsen 3, Cenia Ørtenblad 2, Lærke Sønderskov 2, Anne Vejen 2.

U14 pigedivision

Skanderborg-Kolind-Perstrup 30-10 (16-6)

U14 piger sejrer igen

Efter at have vundet deres første kamp i Lystrup, skulle pigerne forsøge at tage første sejr på hjemmebane i Morten Børuphallen imod Kolind-Perstrup.

Vigtigheden af at være klar fra start blev vist her. Pigerne blæste derud af i et tempo, der ikke behagede Kolind, og kunne gå til pause med en føring på 16-6. Dermed var linien lagt til en komfortabel sejr. Pigerne fortsatte tempoet i anden halvleg og kampen sluttede 30-10. Især forsvaret stod rigtig godt kampen igennem, hvor Celine Holst og Anja Stokholm holdt godt sammen på 4-blokken. Flere varianter såsom 6-0, 4-2 og 3-3 blev afprøvet i kampen, hvilket satte gang i den gode kontrafase hvor Thea Riis og Amalie Nips scorer henholdsvis 3 og 5 mål. Målmændene stod en god kamp, hvor især Annika Christiansen kom ind og havde flere gode redninger. Angrebsmæssigt havde holdet ingen problemer med at spille sig til chancer. Der var flere gode indspil til stregene Celine Holst og Amalie Dam, der scorer 9 mål. Der var aldrig tvivl om sejren og pigerne formåede at holde højt niveau i hele kampen, på trods af den begrænsede modstand.

Målscorere: Mathilde Bøgh 6, Amalie Dam 6, Amalie Hansen (Nips) 5, Anja Stokholm 4, Celine Holst 3, Thea Riis 3 Nanna DaCruz 2, Louise Løkken 1.

U14 pige A

Skanderborg 2-Silkeborg VB/HA85/ØBG/SIF 2

Sikker sejr til U14 Pige 2 i A-rækken

Skanderborgs U-14 pige 2 havde sæsondebut hjemme i Morten Børup Hallen, hvor modstander var Silkeborg VB/HA85/ØBG/SIF 2. Pigerne stod godt i forsvaret og holdt Silkeborg nede på få mål.

I angrebet spillede Susie Sivam en rigtig god kamp, hvor hun vinder mange mand-mand udfordringer, også Marianne Dige spiller en flot kamp og scorer rigtig mange mål. Alt i alt en fin sejr på 33-12.

Målscorere: Marianne Dige 9, Sussie Siwam 8. Cecilie Witt 5, Julie Worsø 4, Rikke Stokholm 3, Ida Kramhøft og Camilla Mikkelsen hver 2.

U10 pige A

Skanderborg-Grindsted 8–1 (5-1)

Tempo forskel

Søndag formiddag mødte Skanderborgs U10-A piger Grindsted, som skulle vise sig at blive en opvisning i tempofyldt Skanderborg håndbold.

Lige fra starten var det tydeligt at Skanderborg er i en rigtig flot fysisk form og er flasket op med tempo i spillet. Grindsted stod mere og mere stille som kampen skred frem. Ved halvleg var stillingen 5-1 og Skanderborg blev ved med at have et eksemplarisk forsvar, der gjorde Grindsted angrebene meget lange, og når der endelig var en afslutning præsterede Anna Kristensen i målet den ene klasse redning efter den anden.

Det blev desværre ikke til så mange mål i anden halvleg, men det blev til to flotte fløj overgange i højre side af Mathilde Eriksen, som Mie Lyngsbo flot udnyttede til 2 meget fine hurtige gennembrud. Kampen endte til velfortjent sejr 8-1. Det tegner godt for U10 pigerne.

11.10.2010