Udskriv siden

Liga - Så kom skaderne igen

Af: Andreas W. Jepsen

Lørdagens udekamp mod Nordsjælland Håndbold gav et gok i selvtilliden. Efter en virkelig flot og god start på kampen begyndte skadesuheldene igen at regne ned over Skanderborg mandskabet.

Da Chresten Jørgensen scorede til en 8-6 føring, faldt han uheldig ned og forvred foden.

5 minutter efter var det Jesper Holm som det gik ud over med en ny fiberskade i baglåret, og for at det ikke skulle være uheld nok på kontoen, faldt Jakob Larsen ned på sin skudarm og frygtede for et brud. Det var dog ikke tilfældet, så han blev lappet sammen og kunne være med i 2. halvleg igen og fik også scoret i denne halvleg. Disse uheld betød at Nordsjælland kom tilbage i kampen og førte ved pausen med 16-13.

I anden halvleg kom Skanderborg yderligere bagud, men hver gang kæmpede mandskabet sig flot tilbage i kampen, og selv det sluttede med et nederlag på 31-28 var det en kamp, hvor vi kunne være tilfreds med indstillingen. Spillerne gav aldrig op. Der blev kæmpet over hele linjen og de 6 udvisninger fortæller også, at der blev gået til vaflerne, men dog ikke tilstrækkelig til at forhindre hjemmesejren.

Målscorer: Henrik Sloth 8; Ronnie Mathiasen 5; Jakob Larsen, Nicolej Krickau og Kasper Povlsgaard 4, Mattias Suhr 2 og Chresten Jørgensen 1

Næste kamp for Skanderborgs ligamandskab er lørdag den 9. februar kl. 16.00 mod Ringsted, som var meget tæt på at få sejren i deres kamp mod Tvis Holstebro.

Det er jo helt klart den sidste chance for mandskabet for at komme ind i spørgsmålet om nedrykningsspil eller ej. Et nederlag fjerner denne mulighed, så nu må vi krydse fingrene for at holdet får sin første sejr i sæsonen og giver nyt håb inden de sidste afgørende kampe i rækken.

Chresten Jørgensen forventes ikke klar, hvorimod Jesper Holm måske skal prøves af, ligesom Kim Jørgensen som ikke var med i kampen mod Nordsjælland, forventes at blive klar.

03.02.2008