Udskriv siden

Stolt, tilfreds men ærgerlig sportschef

Af: Lars Leth Seehausen

Starten på ligaopholdet havde vi glædet os til hen over sommeren. Sporene fra tidligere oprykninger var ikke glemt, men de forstærkninger vi fik tilført truppen, gjorde at vi havde, og stadig har en tro på, at vi har en plads i ligaen også når sæsonen er forbi.

Status efter 8 kampe

Her efter 8 kampe kan man godt lige sætte sig ned og lave en lille status. Vi har i 8 kampe hentet 6 point og i disse 8 kampe har vi med sikkerhed mødt 5 hold, der ender i slutspillet. Derfor er 6 point godkendt og vel også mere end det. Vi forudså, at vi kunne få nogle store sportslige skrammer mod nogle af de formodede top 5 hold, men det er ikke sket. Vi er sluppet fra både Brøndby hallen og Kolding hallen med æren i behold.

Mere jævn liga trods kæmpe budgetforskel

Hvorfor forskellen mellem top og bund i ligaen i år, tydeligvis ikke er så stor som tidligere, kan der være mange forklaringer på, men det kommer nok som en overraskelse for de fleste, for ikke at sige alle. Skanderborg adskiller sig fra alle andre klubber, ved at have en trup på hele 24 spillere, hvoraf de fleste allerede har været i spil. Vi har med sikkerhed det mindste budget, sammen med opryknings kollegaerne fra Skive. Der er endog flere 1. divisionsklubber med større budget end vores, men vores mangeårige talentsatsning har gjort, at vi har en stor bredde af unge spillere, der er på vej fremad.

Talentet gør det ikke alene

Talenter gør det ikke alene i ligaen, det har vi hele tiden været klar over. Vi har krydret vort unge hold med spillere, der har prøvet liga-gamet før, og det er helt naturligt, at disse spillere har en ekstra stor rolle for holdet, når tingene spidser til.

Nuværende placering

Vor placering p.t. synes jeg er ekstraordinært imponerende, når man tager i betragtning, hvor mange spillere vi har haft på skadeslisten. Vi har i samtlige kampe haft mellem 6-8 spillere ude, et antal der ville betyde, at rigtigt mange af selv top 6 holdene ikke engang ville kunne stille hold. Vort dygtige træner-trekløver har gjort en dyd af ikke at ville tale om skader, hverken i pressen eller internt. Det har jeg stor respekt for, men når jeg skal vurdere vores indsats i de første 8 kampe, så spiller det naturligvis ind. Til kampen i lørdags i Århus, stiller vi op uden Mathias Helt, Gustaf Samuelsson, Jacob Troelsen, Jonas Langerhuus, Jakob Larsen, Andreas Væver og Buster Juul. Det er ikke kun talenterne, det er også nogle af de spillere, der skulle kunne tage ansvaret, når tingene ser lidt svære ud, hvilket de i den grad kom til i NRGI arena i lørdags. Vi stiller med et meget ungt hold, og det er trods alt dejligt, at vi selv i ligaen kan give spillere som Martin Mauer Larsen masser af spilletid, og han så kvitterer med at lave de 4 første mål mod en så rutineret målmand som Jam Tromle i Århus målet.

Skader og acceptable nederlag

Efter vores tilbagevenden i ligaen, har vi en kæmpe tro på vore egne evner. Vi har vist, at vi kan være med i stort set alle kampe, og derfor gør det også lidt ondt på mig at se, at vi lige nu ligger i så store skadesproblemer. Det ærgrer mig enormt, men vi kan jo ikke gøre meget andet end at krydse fingre for, at vi snart får flere folk tilbage på banen.

At vi nu er kommet ind i en mindre periode uden at få point, havde vi alle forudset inden sæsonen. Det er nu vigtigt, at vi ikke blot stiller os tilfredse med acceptable nederlag, for vi har både niveau og spillet til, at tilkæmpe os mange flere point i ligaen i denne sæson.

Sportschef Jesper Koch

18.10.2011