|
Overrasket alle
Vi kvalificerede os i forrige sæson, som det sidste hold til Ligaen, og vi har indtil videre overrasket alle, også undertegnede. Vi er efter de første 13 kampe og 12 point placeret på en 7. plads i Ligaen. En placering som giver slutspilskampe.
Koster en omgang
Disse 12 point koster også undertegnede en omgang til medlemmerne af Eliteudvalget, da jeg dagen efter, at vi i maj måned rykkede op i Ligaen sagde, at vi ikke ville få over 10 point i den kommende sæson. Den giver jeg gerne.....
Alle eksperter havde dømt os ude efter 26 kampe
Ved alle eksperter var vi før sæsonen placeret som nummer 14, en plads som giver direkte nedrykning til 1. Division. Flere sagde også, at der ikke kunne spilles Ligahåndbold i Morten Børup Hallen. Hvorfor ikke, banen er da 20 gange 40 meter, som i alle andre haller i Danmark, og der er en stemning på tilskuerpladserne, som ikke findes magen til i Danmark.
Sponsorrummet
Sponsorrummet var fyldt til bristepunktet i lørdags, og den intime stemning, også i dette rum, findes ikke magen til i kongeriget Danmark.
Svært program
De første 13 kampe har givet spillerne en tro på, at opholdet i Ligaen ikke kun bliver på en sæson denne gang, men vi står over for et meget hårdt program inden det nye år skydes ind. Vi har udekamp mod Nordsjælland onsdag, en modstander, som vi tabte til i Morten Børup Hallen, udekamp mod BSV, før der venter en hjemmekamp mod KIF Kolding, samt en udekamp i Holstebro tre dage før juleaften, og endelig en udekamp mod Mors/Thy, dagen før nytårsaften.
Aage Armann |