|
Nicolej Krickau gav lørdag eftermiddag status for de første 9 kampe:
De seneste uger har budt på en meget lærerig fase for truppen. Vi vidste inden sæsonen, at de faser med nederlag på stribe ville komme. Derfor har det fra start været en fælles forpligtelse at sørge for, at vi bruger alle muligheder til at blive dygtigere. Også de muligheder hvor point'ene er uden for rækkevidde.
Denne proces er vi i trænerteamet meget tilfredse med. Det er en konstant opgave at sørge for, at fokus hele tiden, er på det vi selv kan kontrollere. Både efter fede sejre og bitre nederlag er det truppens opgave, konstant at sørge for at have fokus på det vi kan udvikle. Sejren mod Viborg viste med al tydelighed, hvad det er vi jagter. En kamp der på alle leder og kanter blev spillet "på trods af", hvor vi gennem 60 minutter angriber kampen konstruktivt og med kæmpe fighterhjerter. Det vinder håndboldkampe.....
Spillerne har været rigtig dygtige til at "hoppe med på vognen" på jagt efter ny energi og nye ressourcer. Et tydeligt billede af den træningskultur vi har, samt den gode sociale base spillerne har skabt omkring holdet.
Vi glæder os i trænerteamet over allerede at have haft rigtig mange folk i spil i denne sæson, og vi kæmper som sindssyge for at drengene fortsat finder nye værktøjer. Især defensivt er vi fokuseret på at give folk lidt ekstra at skyde med.
Samtidig er det en vildt vigtig og spændende udfordring, at få det maksimale udbytte af hele vores 25 mand store trup.
Aage Armann |