Udskriv siden

Konstant udvikling påkrævet i Skanderborg

Af: Lars Leth Seehausen

Succes på banen betyder øget arbejde for sportschef Jesper Koch og hans tro væbner Torben Væver.

Arbejdet med at sammensætte næste års trup i talentfabrikken - Skanderborg Håndbold er i fuld gang.

Udviklingsklub

Hvis man tror, at arbejdet som sportschef kun foregår i januar måned, hvor der forhandles kontrakter på højtryk, så kan man godt tro om igen. Vi er i en konstant søgen efter talenter, som vi kan se, at vi kan udvikle videre på, men som samtidig har niveauet til også, at kunne fastholde Skanderborg i toppen af dansk håndbold. Som udviklingsklub er der rigtigt mange klubber, der holder øje med vores spillere. Da stort set samtlige klubber har langt større budgetter end vi har til rådighed, er det selvsagt en stor udfordring hele tiden, at have afløserne klar, når der er nogle spillere der bliver hentet til større klubber.

Ikke økonomi til færdige profiler

Vi har ikke som andre klubber, økonomi til at hente færdige profiler, vi skal selv lave dem via akademiet SHEA, og så skal vi holde øje med unge spillere i hele Skandinavien, som vi tror på kan udvikles til morgendagens stjerner. Det er en tidskrævende proces som pågår 12 måneder om året, men det er også det, som gør det spændende at arbejde med.

3-trins raket

Vi startede en 3-trins raket tilbage i 2010, hvor vi har arbejdet strategisk på, at sammensætte en trup af talentfulde og sultne spillere. Sidste trin i denne proces sker i denne periode frem mod næste sæson, og det er ganske spændende at arbejde med. Udfordringen er jo, at vi ikke altid har økonomi til at kunne beholde alle de spillere, som vi satser på, så vi kommer til at skulle sige farvel til spillere, som vi gerne ville have fortsat med, nogle år endnu.

Håndbold og udvikling i højsædet

De fleste af vores kolleger i danske klubber har mange flere penge at gøre med, end vi har. Det kan godt virke lidt som skruen uden ende, i et marked der burde være for nedadgående lønmæssigt. Drosler den ene klub ned, så står den næste klub bare klar med en ligeså stor pose penge til spillerne. Det giver os den fordel i Skanderborg, at de spillere, der vælger at være her, ikke er her pga. økonomien. De er her, fordi de vil spille håndbold og udvikle sig her. Det kan sagtens være en af grundene til, at ligaen er blevet så uforudsigelig i denne sæson. Der er måske blevet for mange levebrøds håndboldspillere, der ikke har de sidste 10% med i det de foretager sig til træning og i kamp. Disse typer har vi ikke nogen af her i klubben, og med statsgaranti ikke fremadrettet.

Grundstammen på plads

Vi har på nuværende tidspunkt en stor del af truppen klar til næste sæson. Grundstammen ser rigtigt spændende ud, og lykkedes vi med nogle af de nye spillere, som vi forhandler med lige nu, så er jeg sikker på, at vi kommer med et endnu stærkere hold i den kommende sæson. De nye spillere, som vi taler med i øjeblikket, giver udtryk for, at det sportslige set-up vi har i Skanderborg er attraktivt. Jeg tror, at vi har fat i den lange ende, når vi som klub har et træningsmiljø, der ikke bare består af 14 kontraktspillere. Jeg er helt overbevist om, at der er plads til udviklingsklubber som Skanderborg på den lange bane.

Vi er i en gunstig situation fremadrettet, da vi ikke står foran en markant udskiftning. Vi skal ikke have mere end 3 til 4 spillere udefra, resten er unge spillere der allerede er i truppen.

 

Aage Armann

17.01.2012