|
Dårlig indsats i Aalborg
Aalborg-Skanderborg 31-19 (21-8)
Vi kom hurtigt ned på jorden igen efter sejren over Team Tvis Holstebro, da vi fredag aften var på besøg i Aalborg, hvor vi efter en dårlig indsats i store dele af de første 30 minutter, tabte med 31-19. Aalborg lå ellers under os i tabellen før kampen, men de stillede op med en opstilling fra kampens start, spækket med landsholdspillere fra Danmark, Norge og Sverige.
Vi stillede op uden Rasmus Kaagaard, og Matias Helt spillede kun med i cirka et kvarter, efter at have været væk i flere kampe på grund af en skade. Da der manglede få minutter af kampen blev Gustav Samuelsson skadet, og han måtte støttes fra banen. Meget uheldigt efter at han i sidste weekend vendte tilbage til holdet, efter at have været væk i syv måneder. Vi må håbe det bedste. Førsteårsynglingespiller Johan Hansen fik debut i anden halvleg.
Savnet af Kaagaard og Helt i store dele af kampen, betød at vi hårdt manglede en spilstyrer, og efter at vi havde fulgt med til 3-3, scorede Aalborg fem mål på stribe, og holdet kom foran med 8-3. Henrik Mølgaard scorede fire mål, og Kristian Kjelling tre af disse otte mål. Vi kom ellers frem til flere chancer, men vi brændte for meget på Ole Erevik i Aalborgs mål, og vi lavede også alt for mange tekniske fejl i første halvleg, og hjemmeholdet scorede mange gange efter kontraangreb.
Efter pausen startede vi med en meget offensiv opdækning, og Jonas Hansen kom igen ind i målet, men midt i halvlegen kom Jesper Sørensen ind igen. Vi kom bagud med 23-9, hvorefter vi scorede tre gange ved Peter Balling, Matias Helt og Mattias Suhr og vi fik reduceret til 23-12. Jesper Sørensen havde flere redninger i det sidste kvarter, og vi vandt de sidste 30 minutter med et mål.
Målscorere: Matias Helt 4, Mattias Suhr 3, Peter Balling 3, Kasper Rode 2, Gustav Samuelsson 2, Morten Olesen 2, Kasper Povlsgaard 1, Henrik Sloth 1, Nichlas Bruselius 1.
Stillinger undervejs: 3-3 8-3 11-4 15-6 19-8 23-9 28-13 30-16
Udvisninger: Aalborg 3 - Skanderborg 6
Straffekast: Aalborg 1 - Skanderborg 3
- Læs referat fra Aalborg HER
- Se aktuel stilling HER
- Næste kamp er på lørdag i Morten Børup Hallen, hvor SønderjyskE kommer på besøg.
Aage Armann |