Udskriv siden

Old Boys vandt Jysk Mesterskab

Af: Andreas W. Jepsen

Skanderborg vandt det jyske mesterskab

Jyllandsserieherrerne er kommet så langt op i årene, at det er blevet muligt at stille op til det årlige jyske mesterskab for old boys.

Igennem dekader har Kolding IF’s 80’er guldhold med H.P. Munk Andersen, Otto Mertz, Flemming Pedersen, Carsten Holm m.fl. haft eneret på denne titel. Derfor tænkte vi, at det kunne være passende at vippe dem af pinden.

Som sagt så gjort. Efter 2 x 20 min. i KIF Centret kunne vi løfte trofæet (læs: iskolde Albanis) med en 18-16 sejr. Selve kampen blev vel afviklet på et ganske fint niveau, dog med al for megen brok. Men sådan er det vel når 24 gamle ”stjerner” mødes om titler, bare 10-20 år for sent…

Nu gælder det oprykningen til 3. division, hvor et enkelt point i fredagens kamp imod AGF er nok. Til fanklubben kan det oplyses at kampen afvikles kl. 19.00 i Arenaen. Vi håber naturligvis ikke at vi tømmer M. B. Hallen, når nu 1. Holdet får pænt besøg fra Bjerringbro/Silkeborg. Vægtskålen tipper vel omkring Lars Krogh eller Lars Alhage..?

Dernæst rundes JS-sæsonen af søndag i Morten Børup Hallen imod Odder, inden vi går i træningslejr til det forestående DM for old boys i maj måned, hvor vinderen efter sigende skulle få udstedt en EM billet!

01.04.2008