|
Det næste delmål for HU2013, som U19 herrelandsholdet rettelig hedder, nærmer sig med hastige skridt. Mandag den 8. august sætter 16 spillere, 4 ledere og 1 delegationsleder sig i flyet i København, den endelige destination hedder Mar del Plata en argentinsk havneby, der skal huse VM.
Men først skal de sidste ting arbejdes igennem i Skanderborg, hvor holdet er samlet 25–30 juli, med kampe mod Frankrig 28–29–30 juli. ”Det er meget vigtige forberedelser”, udtaler landstræner Claus Hansen. ”Vi møder ind med 19 spillere, men 3 får om onsdagen den nedslående besked, at de ikke skal med til Argentina. Det er den hårde del af gamet, men en del af gamet man skal lære at håndtere, hvis man vil være en del af elitesport”.
Træningerne, der som altid er åbne for alle, får et lidt andet fokus end oprindelig planlagt. ”Jeg havde håbet, vi kunne bruge mere tid på detaljer i spillet end det bliver tilfældet”, fortsætter Claus Hansen, ”der har været noget udskiftning i truppen, og der er stadig usikkerhed omkring Martin ”AaB” Larsens deltagelse, hvilket betyder, at vi blandt andet bliver nødt til at forholde os til muligheden af , at skulle spille med en højre hånd på højre back”.
Frankrigs besøg i Skanderborg glæder U19 landstræneren. ”Det er helt perfekt for os, at skulle møde en så stærk modstander som franskmændene, der er det eneste hold, som vi aldrig har besejret i denne årgang – fire nederlag er det blevet til. De kommer med stor fysik, en fantastisk bevægelighed, ligesom de i reglen dækker et 5:1/3:2:1 meget mand – mand orienteret forsvar, som er uvurderlige lærepenge for vores spillere”, afslutter Claus Hansen, der håber mange vil kigge forbi Morten Børup Hallen i næste uge.
Haltræning i Morten Børup Hallen:
- Mandag 15.00 – 17.00
- Tirsdag 10.00 – 12.00, 20.00 – 21.30
- Onsdag 10.00 – 11.30
Landskampe mod Frankrig i Morten Børup Hallen:
- Torsdag 19.00
- Fredag 19.00
- Lørdag 11.00
Aage Armann |