Lars Jacobsen udtaler sig om Skanderborg Håndbold
Af: Andreas W. Jepsen
For de fleste omkring Skanderborg håndbold vil man nok i denne tid vælge at nyde sommerens indtog frem for at tænke håndbold. Sidste sæson ligger i erindringen for mange som en hård oplevelse, såvel for spillere, ledere, sponsorer og andre interesserede omkring holdet. Det fine selskab i ligaen er efterhånden blevet så fint, at man skal være dygtig/økonomisk stærk på rigtig mange områder for at være med.
Vi er en lille ny flok, som i samarbejde med et par kendte ansigter i klubben har sagt ja til en udfordring. Vi mener, at Skanderborg har brug for at tænke hele klubben ind i dette projekt, hvis det skal lykkes, da vi ikke har helt de samme økonomiske muligheder som nogle af vores konkurrenter. Vi må derfor udvikle det, som Skanderborg altid har været rigtig dygtig til; nemlig egne talenter.
Jeg ønsker som cheftræner at være med til at tænke Skanderborg som en klub, der i fremtiden ikke bare har en masse talenter løbende rundt på diverse ungdomshold, men også har egne drenge løbende rundt som bærende kræfter på de forskellige seniorhold. Det kræver, at vi tør satse på talentet og tør give de unge en chance.
Derfor er der, som nogen af jer allerede ved, satset meget på unge kræfter i vores trup for sæsonen 2008/09. Vi har meget kvalificerede folk til at udvikle vores børn og unge hele vejen ned i systemet, hvilket er nødvendigt hvis dette projekt skal lykkes. Vi har fået søsat akademiet, fået ansat ekstra folk omkring det fysiske, ansat Kent Jæger som målmandstræner osv. Flere trænere, deriblandt 1. Divisions ass. træner Anders Jepsen, er ansat med fokus på et tæt samarbejde mellem junior - ynglinge – akademiet – 3. div. – 2. div. og 1. div. Et samarbejde som en dag skal resultere i, at Skanderborg er tilbage i det fine selskab.
Ud over en oprykning vil vi gerne, om nogle få år, være en af de klubber, der præger diverse ungdomslandshold og udvalgte hold… Og det i sig selv er da i den grad at være med i det fine selskab.
Lars Jacobsen.
17.07.2008