|
Ungdom
TILFREDSHED - det må være ordet, som rammer bedst, når vi gør status, før der skal danses omkring juletræet.
Vi har nået de mål, som blev sat inden sæsonen, og lidt mere til.
På ELITESIDEN kan vi godt tillade os at være lidt stolte.
- På DRENGESIDEN er vi den eneste klub i JYLLAND, som kan præstere LIGA i både U-18 og U-16.
U-14 drengene har tromlet gennem ELITERÆKKEN med maksimum point, og spiller også på højeste niveau (U-14 DIVISION).
U-12 drengene er kvalificeret til Kreds 4-5-6 puljen og U-10 drengene endte på en delt 1. plads i A-rækken.
Det kan ikke blive resultatmæssigt bedre.
- PÅ PIGESIDEN er vores 4 år gamle arbejde nu for alvor ved at vise resultater.
Desværre må vi sige farvel til U-16 pige division, som kvalificerede sig på det yderste mandat i september måned, så det bliver Elite efter jul for dette hold.
Derimod gjorde U-14 piger det umulige – at kvalificere sig med både 1. og 2. holdet til divisionen efter jul. Så nu har vi hele 2 hold blandt de 12 bedste mandskaber i Jylland. Ganske enkelt imponerende.....
Det er væltet ind med mange protester mod U-14 pigerne i denne sæson, om brug af ulovlige spillere, da nogle af U 14 pigerne har spillet udviklingskampe på U-16 divisionsholdet.
En enkelt protest er stadig til behandling i DHF, hvor vi forventede svar inden jul, mens andre protester er blevet afvist i kredsen. Internt kan vi kun ryste på hovedet, når klubber, som kun har opnået 0 point i Eliten, begynder at indsende protester, uden at ane om de spillere, som de protesterer over, har deltaget på U-16 holdet.
Heldigvis kom ingen af disse protester til at betyde noget rent resultatmæssigt, og heldigvis holdt pigerne fokus og gjorde arbejdet færdigt i hallerne.
U-12 pigerne har også fået maksimum point, og kvalificerede sig til den bedste række i kreds 4-5-6. U-10 pigerne er også at finde i A-rækken efter jul.
Det er også glædeligt, at vi år har fået bægeret fyldt helt op, da vi har fået et U-18 pigehold, efter flere sæsoner uden.
Der er således hold i grønne trøjer i alle årgange.
På Elite ungdomssiden (U-14 og opefter), har vi således hele 5 hold på det øverste niveau. Det er ikke sikkert det nogensinde bliver bedre. Der skal ikke gå mange ting galt i løbet af sæsonen før vejen igennem nøglehullet til U14 division og U-18 Liga misser, men vi skal glæde os over denne, måske historiske sæson.
Vi har også oplevet, at jo bedre ungdomsspillerne bliver, og jo bedre hold, som vi har i klubben, des større bliver opgaven at bevare bredden. En opgave som står højt på dagsordenen fremover. Men det er sikkert, at vi ikke sover på laurbærbladene i Ungdom. Vi kan gøre rigtig mange ting bedre, både på bredde og elitedelen, og det bliver der arbejdet videre med.
Vi har i denne sæson søsat et pilotprojekt omkring Fair-Play i SKANDERBORG HÅNDBOLD UNGDOM. Projektet er blevet taget godt imod, både fra spillere, trænere og dommerne. Vi fortsætter også i fremtiden med blandt andet at uddele hjemmelavede hold-kæft bolsjer, og håber at alle fortsat vil efterleve de regler, som vi har opsat. Tak indtil nu i hvert fald skal der lyde til alle, også de mange tilskuere, som følger vores ungdomshold.
Vores grundsten i Ungdomsafdelingen og grunden til, at vi kan mønstre de flotte resultater, er ganske enkelt at specificere- det er de Grønne ungdomstrænere, som er grunden til succes, ganske enkelt.
Vi kan ikke rose og takke jer alle nok. Det er alle de timer i tilbringer i hallerne og foran computeren med planlægning, som er hovedårsagen til, at vi er kommet, til hvor vi er.
TAK til jer alle, trænere, holdledere, koordinatorer og ikke mindst forældrene, som bakker os alle op. Også en tak til Venneforeningen.
– Glædelig Jul og et godt Nytår til jer alle.
Torben Væver |