|
I forbindelse med hjemmekampen mod Vejle havde landstræner Ulrik Wilbek valgt at lægge vejen forbi Morten Børup Hallen i Skanderborg. Der var både store roser til klubbens talentarbejde, og samtidigt en opsang til Skanderborg Kommune om at sikre håndbolden nogle tidssvarende forhold.
I sin tale overfor erhvervsklubben sagde Ulrik Wilbek blandt andet
”I dansk håndbold er der stort set ikke en klub, der ikke har udnævnt sig selv til udviklingsklub, men der er meget få klubber, der som Skanderborg Håndbold rent faktisk også gør det. Talentudvikling koster penge og Skanderborg er et af de få steder, hvor man vælger at bruge mange penge på dette område, i stedet for at bruge hovedparten af budgettet på etablerede 1 holds spillere.
Man har udviklet et virkeligt spændende akademi, hvor indholdet ligger helt i tråd med de fokusområder vi værdsætter i DHF. Jeg har bemærket, at vi i DHF regi på U-landsholdene i det seneste år har haft hele 9 spillere med fra Skanderborg Håndbold på U19 og U21. Det antal er ganske enkelt helt unikt og helt uden sammenligning. Samtidigt har klubben i indeværende sæson brugt hele 8-9 spillere, der endnu kun er U18 spillere på 1 divisions holdet, det ses ikke andre steder p.t.
Ulrik Wilbek havde også en opsang til Skanderborg Kommune
”Jeg tror ikke, at jeg har været her i Skanderborg siden jeg trænede Viborgs herre i 1. division, hvor vi mødte Skanderborg og det er mindst 10 år siden. Jeg må blot sige, at det ligner sig selv her i Skanderborg. Jeg syntes det er ærgerligt, at en klub som Skanderborg ikke har nogle forhold der gør, at det muligt at rykke op i Ligaen. Det er umuligt for en klub med sådanne utidssvarende forhold, at skabe en økonomi der kan matche at spille i Ligaen. Jeg kan høre på borgmester Jørgen Gaarde, at der arbejdes med nogle planer, og det ville glæde mig på dansk håndbolds vegne, hvis kommunen ville bakke noget mere op om det fantastiske arbejde, som der rent faktisk foregår i Skanderborg Håndbold.”
Aage Armann |