|
De trofaste tilskuere til 1. Divisionshåndbold i Skanderborg har efter nytår oplevet, at der er sket lidt nyt omkring afviklingen af kampene i Morten Børup Hallen.
Et udvalg under Senior Elite bestående af de to spillere Jacob Troelsen og Gustaf Samuelsson, ungdomstræner Hanne Petersen, Torben Væver og Morten Vest har sat sig for at skabe ny og anderledes stemning omkring kampene.
Morten Vest er blevet klubbens nye Eventchef og speaker til kampene, og man er så små startet op med forskellige konkurrencer i pausen, hvor tilskuere udtrukket på adgangsbilletterne konkurrerer om forskellige præmier.
Morten Vest er 36 år og salgskonsulent hos Billetnet. Han har før speaket til kampene for Ajax Håndbold og også fodboldklubben Nordsjælland:
- Som boende i Skanderborg synes jeg, at det er min pligt at tage del i foreningslivet i Skanderborg, og da jeg kendte nogle fra Old Boys fodbolden i byen, fik jeg en henvendelse om at hjælpe til, og fra 1. januar har jeg været speaker til kampene i 1. Division, siger Morten Vest.
Formålet med det nye eventudvalg er, at få skabt nogle nye tiltag omkring både 1. divisions og ungdomsliga kampene i fremtiden. Vi taler om alt lige fra lyd og lys til konkurrencer og forbedringer i hallen for publikum. Vi skal simpelthen have gjort det så sjovt at gå til håndbold i Skanderborg, at der kommer mindst 500 tilskuere til alle kampe. Vi håber vi kan gøre det til en større oplevelse for publikum, så de glemmer hvor ringe forholdene er i hallen i dag. Det er meget sjovere for alle, når hallen er på kogepunktet. Det er stensikkert, at det også vil hjælpe spillerne på banen, så de kan hive flere point hjem på vores tidligere så frygtede hjemmebane.
Eventudvalget kommer til at fortsætte arbejdet igennem det næste års tid, og der vil blive prøvet forskellige tiltag resten af denne sæson. Planen er, at der fra den kommende sæson skal fuld tryk på event kedlerne, og det vil vi bruge det kommende halve år frem mod næste sæson til at lave planer for.
Aage Armann |