|
Mange nye spillere med mod Odder
Skanderborg-Odder
Vi har mange nye folk på holdet til sæsonpremieren mod Odder på søndag i Morten Børup Hallen.
Casper Søegaard Larsen er kommet fra Århus Håndbold, Gustaf Samuelsson er kommet fra Tyskland, Rasmus Kaagaard er kommet fra Mors-Thy, Jakob Larsen og Kasper Povlsgaard vender tilbage til Skanderborg efter to sæsoner i Mors-Thy, Andreas Væver, Jonas Langerhuus og Benjamin Jakobsen kommer fra U18 holdet. Vi har også fået ny træner, vores tidligere topspiller med 309 kampe i den grønne trøje Jesper Holm, som i de to sidste sæsoner har spillet i Odder. Rasmus Andersen fortsætter som assistenttræner. Henrik Sloth og Jakob Krupsdahl er skadet.
- Vi glæder os meget til at komme i gang med sæsonen, og se hvor langt vi er i forhold til vores konkurrenter. Vi har haft en lang opstart, og jeg forventer, at vi får et rodet og uskønt lokalopgør mod min gamle klub, siger Jesper Holm.
- Jeg håber på, at vi står godt defensivt, og det bliver vores base i starten af sæsonen. Vi er et nyt hold med mange nye spillere, og at vi kommer nok til at spille i bølger i vores angrebsspil. Vi skal have noget glæde, gejst og fight ind i spillet, og det kommer der også, fortsætter Holm.
- Vi skal holde øje med Stoklund og Toftegaard, og dem skal vi have dæmmet op over for, og så vender Jacob Halle jo tilbage til Østjylland. Vi skal også have styr på vores gamle målmand Morten Dueholm, som senest har spillet i Stoholm. Odder har et godt hold, og de kommer med i toppen af divisionen. Vi skal være der 110 procent for at vinde denne kamp, som jeg regner med bliver meget jævnbyrdig, sluttede Jesper Holm.
Skanderborg: Jesper Sørensen, Jonas Hansen, Andreas Væver, Benjamin Jakobsen, Casper Søegaard Larsen, Christian Køhler, Gustaf Samuelsson, Jakob Larsen, Jacob Troelsen, Jonas Langerhuus, Kasper Povlsgaard, Mattias Suhr, Nichlas Bruselius, Rasmus Kaagaard.
Kampen spilles på søndag kl. 15.00 i Morten Børup Hallen.
Aage Armann |