|
22-årige Rasmus Kaagaard kom før sæsonen fra Mors/Thy, hvor han altid havde spillet. Rasmus har nu spillet 21 stk. 1. Divisionskampe for os, og torsdag fik jeg en god snak med Rasmus.
Stor respekt for 1. Division
Da jeg kom til Skanderborg havde jeg gode forhåbninger til sæsonen. Vi skulle spille med i toppen af 1. Division, og helst med i top 4, men det krævede meget mere end jeg troede. Jeg har fået stor respekt for 1. Division, hvor der er mange dygtige spillere, og der er mange gode hold om buddet.
Smidt point
Det har taget lang tid for os, at kæmpe os til toppen af Divisionen, og det er skidt, at vi har smidt nogle dumme point i starten af turneringen.
God stime
Men det er fedt, at vi har udviklet os sådan efter jul. Nu spiller vi sammen som et hold. Vi er inde i en rigtig god stime for øjeblikket, men vi har været hårdt ramt af mange skader.
Et år mere
Jeg har skrevet under på et år mere i Skanderborg. Vi kan udvikle os mere, og hæve vores niveau yderligere, men 1. Division bliver stærkere i næste sæson, og jeg glæder mig rigtig meget til den kommende sæson.
Arbejde skal gøres færdigt
Nu har vi noget arbejde, som skal gøres færdigt, og vi mangler tre svære kampe mod Ringsted og Sydhavsøerne, begge på udebane i den kommende uge, og så slutter vi turneringen af mod Faaborg i Morten Børup Hallen.
Dejligt sted
Vi har det kanon sammen i klubben, hvor det er et dejligt sted at være, sluttede Rasmus.
Aage Armann |