|
Kampen på lørdag i 1 division mod Frederikshavn er samtidigt et gensyn med 3 tidligere Skanderborg spillere, der nu optræder i den blå FFI trøje.
Pascar Sivam har spillet hele sit liv i Skanderborg, inden han inden denne sæson flyttede nordpå for at studere i Aalborg. Pascar spillede alle ungdomsårene i Skanderborg, hvoraf det sidste år som U18 spiller og elev på SHEA. Sidste sæson rykkede Pascar op som senior spiller og slog sine folder på 3. divisionsholdet. Pascar har ingen kampe på 1. holdet i Skanderborg, men har nu fået sin 1. divisions debut i Frederikshavn.
Thomas Aagaard er den 2. modstander på lørdag, som har trådt sine barnesko i Morten Børup Hallen. Thomas blev opdaget af Lilleput træner Erik Juul, der manglede en målmand på U10 holdet ,og derfor gik Erik på jagt på legepladsen på Mallinggårds fritidsordning. Her spottede Erik Juul den højeste dreng på legepladsen og fik Thomas i gang med håndboldtræningen, hvor det viste sig han havde et meget stort talent.
Thomas spillede i Skanderborg, indtil han som første års U16 spiller, skiftede midt i sæsonen til HEI. Derefter skiftede Thomas til AaB, hvor han kom på kontrakt allerede som U18 spiller, og var med til at vinde 2 x DM guld som U18 spiller for AaB. I sidste sæson havde vi jo fornøjelsen af netop Thomas Aagaard og AaB i DM finalerne for U18, som bekendt vandt AaB jo DM guldet på bedre målscorer over 2 kampe mod SH.
Thomas er nu første års senior spiller, og han valgte inden sæsonen at skifte væk fra AAB og til oprykkerne fra Frederikshavn, i jagten på værdifuld erfaring i 1 divisions kampe. Thomas fik sidste sæson nogle enkelte optrædener på AAB´s liga hold, men valgte at satse på spilletid i 1. division i stedet for tjansen som 3. målmand i AaB.
Thomas er kollega med vores egen Jonas Hansen på det danske U21 landshold, der jo som bekendt vandt EM guld i sommer.
Mike Daarbak har de sidste 2 sæsoner været i Skanderborg ,hvor han har været tilknyttet SHEA siden opstarten i sæsonen 2008/2009. Mike nåede desværre ikke mange kampe i den grønne trøje ,da han fik en alvorlig skulderskade i februar 2009, med efterfølgende operation til følge. Hele sidste sæson gik med genoptræning på SHEA, og Mike fik ikke en eneste kamp på vores U18 DM sølvhold i sidste sæson.
Vi ville gerne have beholdt Mike i klubben fremadrettet, men Mike valgte at takke ja til et tilbud fra Frederikshavn med udsigt til mere spilletid i 1. division, og det ser også ud til at lykkedes flot for Mike indtil videre.
Torben Væver |