Udskriv siden

Begivenhedsrige måneder for Jonas

Af: Lars Leth Seehausen

Undertegnede fik sig en god snak med Jonas Hansen før træningen torsdag. Jonas Hansen, som i sidste sæson kom fra Ikast, har spillet 11 kampe for Skanderborg, og 17 landskampe på U20 holdet.

Mit mål

Det er, at blive så god som muligt. Jeg kunne godt tænke mig at snuse til Ligaen på et tidspunkt, men jeg har ikke så travlt, og det er ikke utænkeligt, at jeg også vil blive i Skanderborg i næste sæson.

Udlært

Jeg er udlært som mekaniker til sommer, og jeg kunne godt tænke mig på sigt, at gå ned i tid med mit arbejde.

La Santa

Det var en sjov oplevelse, at komme under andre himmelstrøg. Det er noget andet at være ude at rejse med Skanderborg, end med Landsholdet. Det er mere frit mellem træningerne.

Godt tilpas

Jeg er godt tilpas i Skanderborg. Vi har et spændende hold med mange unge spillere, og det er et lidt andet socialt samvær, når der er nogen på min egen alder. Vi har haft mange store oplevelser sammen med Landsholdet, som vi kan få en snak om, og det er jo en god start til at komme i gang.

Bedste målmand ved EM

Jonas Hansen, blev ved EM for U20 landshold udtaget til AllStar Holdet, og det gav en glaspokal, sølvfad og diplom med hjem, selvfølgelig sammen med guldmedaljen, som hænger på væggen i Funder. EM tog lidt på kroppen, og der gik en uges tid, før han ikke kunne mærke noget.

Mål for sæsonen

Vores mål må være, at det kunne være spændende at komme ud og spille oprykningskampe, men vi er et nyt hold, og det tager tid, at få det spillet sammen. Der går nogle kampe, før vi kan se, hvor det går henad. Vi har mange gode spillere, og nu skal vi have det til at fungere, og give holdet tid til, at finde sig selv.

Nok få point i 2010

Vi skal nok få nogle point før jul, men det bliver ikke poleret håndbold før efter jul.

Mål for mig selv

Det er, at komme til at spille som meget og så godt som muligt, så jeg kan fortsætte min udvikling. Jeg startede som seniorspiller i Ikast, og så videre til Skanderborg, og jeg har flyttet mig en del i mit spil.

Målmandstræning

Et par dage om måneden er jeg til målmandstræning i DHF, som Claes Helgren styrer, og det giver mig meget. Når jeg er sammen med Landsholdet er der også en dygtig træner, og her i klubben er Kent Jæger, så jeg har tre forskellige målmandstrænere, så der er nok at vælge imellem i træningsstil i målet.

Træner godt

Vi træner godt i Skanderborg, der er en masse gejst og tænding til træningen, så jeg glæder mig hver gang jeg kører fra Funder, sluttede Jonas.

Aage Armann

11.09.2010