Udskriv siden

Stilling-Skanderborg - SønderjyskE 20-19

Af: Lars Leth Seehausen

Stilling-Skanderborg leverede den store overraskelse

Stilling-Skanderborg-SønderjyskE 20-19 (7-11)

Stilling-Skanderborg leverede den helt store overraskelse, da holdet besejrede Sønderjyske med 20-19. SønderjyskE havde før kampen kun tabt to kampe, og er en af favoritterne til en af de tre pladser som giver oprykningskampe til Ligaen.

Få sekunder før tid scorede Henriette Jensen sejrsmålet til 20-19, og tidtagerne blæste kampen af, men der manglede tre sekunder af kampen. Hjemmeholdet fik en udvisning, og SønderjyskE fik et frikast, men forsøget endte over mål, og hjemmeholdets spillere kunne omfavne hinanden midt på banen, og i omklædningsrummet var stemningen høj efter den overraskende sejr.

Udeholdet mødte op til kampen med flere tilskuere med trommer mm., og de førte hele første halvleg. Hjemmeholdets spil var præget af flere dårlige afleveringer, og det kneb med at score, og udeholdet kom for let til deres scoringer udefra.

Efter pausen var det et helt andet Stilling-Skanderborg mandskab. Der blev fightet om hver eneste bold i forsvaret, og i angrebet blev bolden sluppet godt flere gange til frispilninger til stregspillerne. Hjemmeholdet nåede op på 12-12, men med tre hurtige scoringer bragte SønderjyskE foran med 15-12, men Stilling-Skanderborg nåede op på 16-16 og 18-18, hvor Sarah Olesen fik en udvisning. Men med en spiller i undertal bragte Stilling-Skanderborg sig for første gang i kampen foran med 19-18 ved Stine Olesen. Det blev 19-19, før hjemmeholdet scorede sejrsmålet. Sofie Dengsø stod en stor kamp i målet.

Vi har taget trænerskiftet med oprejst pande, vi må videre, og vi er selvfølgelige kede af det, som er sket. Vi viste i denne kamp, at vi står sammen som et hold. Vi fik gejsten tilbage, da vi begyndte at komme med i kampen i anden halvleg. Vi hjalp hinanden, og det blev ikke enkeltmandspræstationer, sagde Sarah Olesen.

Sikke et drama. Det var dejligt at få lov til og score sejrsmålet, efter at jeg havde spillet en dårlig kamp. Det var fedt at vinde over SønderjyskE, som er et prof hold med mange udenlandske spillere på holdet. De træner hver dag, mens vi træner to gange om ugen, og også betaler kontingent, sagde Henriette Jensen.

Det var suverænt. En fantastisk start at få, både for holdet og for os trænere, fordi man har været så meget igennem som hold, og fordi man er bundhold i divisionen. Pigerne viste, at de har nogle kvaliteter, specielt i forsvaret, sagde træner Kenneth Nygaard.

Målscorer: Trine Knudsen 5, Sarah Olesen 4, Stine Olesen 4, Ane Tarp Hansen 3, Henriette Jensen 2, Pernille Jensen 1, Cecilie Dollerup Ertmann 1.

- Se stilling HER

 

Aage Armann

15.01.2012